303.000 kr. TIL PROJEKTET GI EN HISTORIE

En landsdækkende konkurrence i mundtlig historiefortælling for 5.klasses elever, vil sætte fokus på at udvikle børns evne til at udtrykke sig frit og klart på et smukt mundtligt dansk.

Konkurrencen ”Gi en historie” afholdes for 7. år i træk og opfordrer børn til at digte og fortælle historier i deres klasse og i at øve sig i at fortælle fængende og præcist. Finalen afgøres i en stor fortælledyst på Statens Museum For Kunst. I forbindelse med årets konkurrence har ”Gi en Historie” indledt et samarbejde med Red Barnet hvor den danske konkurrence kan bruges som en platform til at fortælle om børns forhold i andre lande.
 
Projektet støttes med 303.000 kroner af kulturminister Carina Christensen der udtaler:
”Vi skal vække børnenes lyst til at læse og fortælle. Og historiefortælling har en helt afgørende betydning for børnenes dannelsesproces og deres evne til at udtrykke sig. Gi en historie kan stimulere børnenes fortællelyst, samt give os alle et indblik i børns virkelighed, fantasi og drømme.”
 
Gi en Historie er ét ud af de ti nye projekter for børn og unge, som støttes af Regeringens kampagne Læselyst. En kampagne som har fokus på at gøre det sjovt for børn og unge at skrive og læse. Kampagnen sker som led i det Læselystprogram, som Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriet er fælles om i 2008-2010.
 
Der uddeles 2 mio. kr., som fordeles mellem de forskellige litterære projekter for unge og læselystaktiviteter for skolebørn.

Yderligere oplysninger
Pressechef Martin Skovmand, tlf.: 33 92 35 98