35 mio. til nye idrætsinitiativer til udsatte

Regeringen og satspuljepartierne er blevet enige om at afsætte 35 mio. kr. af satspuljen til to nye idrætsinitiativer. Pengene skal gå til at få udsatte borgere til at dyrke idræt.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Regeringen deler målsætningerne i DGIs og DIFs ’Bevæg sig for livet’: I 2025 skal 75 procent af danskerne være idrætsaktive, og 50 procent foreningsaktive. Idræt gavner vores sundhed, har en indvirkning på beskæftigelse og kan også skabe samhørighed og fællesskab. Men der er nogle grupper i Danmark, som af forskellige grunde har svært ved at dyrke motion og være en del af et idrætsfællesskab. Derfor er det så vigtigt, at vi igangsætter et arbejde med nye idrætsinitiativer til udsatte borgere, og det gør vi med denne aftale.”

Det går pengene til

I satspuljen for perioden 2019-2022 afsættes i alt 11,3 mio. kr. til nye innovative partnerskabsprojekter, som både sikrer øget idrætsaktivitet og inklusion i fællesskaber. Herudover afsættes der i alt 23,7 mio. kr. til en pulje, hvor der ydes støtte til forsøg med ’Motion og fællesskab på recept’ brug af idræt som led i sundheds- og beskæftigelsesfremmende indsatser.

Læs mere på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside 

Flere idrætsinitiativer på vej 

Tre arbejdsgrupper på tværs af ministerier og interesseorganisationer har de sidste måneder undersøgt, hvilke politiske tiltag, der skal iværksættes for at få flere til at dyrke idræt. De 35 mio. bakker op om dette arbejde. I den kommende tid følger Regeringen op med et samlet overblik over de nye idrætsinitiativer. 

 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16