4 statslige institutioner på Kulturministeriets område flytter til Fyn, Jylland og Lolland

Lokale- og Anlægsfonden (LOA), Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder, Idrættens Analyseinstitut (IDAN) og Dansk Sprognævn får fremover en ny geografisk placering. Det sker i forbindelse med anden fase af regeringens udflytningsplan, hvor i alt 117 arbejdspladser på kulturområdet flytter fra København til Fyn, Jylland og Lolland.

Kulturminister Mette Bock siger: 

”Regeringen har en ambition om at skabe flere statslige arbejdspladser uden for hovedstadsområdet. På Kulturministeriets område har vi valgt fire statslige institutioner, som fremover vil få en ny geografisk placering uden for hovedstadsområdet. Det vil komme Bogense, Nyborg, Nakskov og Aarhus til gode. På den måde får vi styrket den geografiske balance i Danmark, hvilket er regeringens klare målsætning.

Når man flytter institutioner har det altid omkostninger – menneskelige, faglige og økonomiske. Flytningen vil blive en stor omvæltning for den enkelte medarbejder. Vi vil derfor gøre alt, hvad vi kan for at gøre processen så god som overhovedet muligt.”

Udflytningerne på Kulturministeriets område omfatter i alt 117 arbejdspladser/årsværk. 

Fakta om udflytningerne: 

  • Idrættens Analyseinstitut har pt. kontorer i både København og Aarhus. 
  • Fremover vil instituttet blive samlet i Aarhus. 
  • Nota (Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder) flytter til Nakskov
  • Lokale- og Anlægsfonden placeres i Nyborg 
  • Dansk Sprognævn flytter til Bogense 

Baggrund om regeringens udflytning af arbejdspladser:

Ifølge den seneste status Finansministeriet (september 2017), er der flyttet 2.546 ud af de 3.900 planlagte flytninger. 23 af 44 planlagte institutioner har nu afsluttet flytningen. På kulturområdet er der på nuværende tidspunkt blevet flyttet 2 statslige institutioner. Det gælder Jagt- og Skovbrugsmuseet (13 årsværk), der pr. 1. januar 2017 fusionerede med Dansk Landbrugsmuseum på Djursland, og Slots- og Kulturstyrelsen, hvor 62 arbejdspladser er flyttet til Falster pr. 22. april 2017.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriet pressetelefon, 22 76 51 16