53 mio. kr. til forskning og digitalisering

De store kulturinstitutioner bliver tilført i alt 53 mio. kr. til forskning og digitalisering over de næste tre år.

Støtten er ekstra penge til kulturinstitutionerne og skal gå til at styrke forskningen på de enkelte områder – og til at styrke arbejdet med at digitalisere den danske kulturarv for bl.a. at gøre den tilgængelig via hjemmecomputeren.

De 53 mio. kr. fordeler sig med 22 mio. kr. til forskningen og 31 mio. kr. til digitaliseringen i perioden 2003-2005. Pengene kommer fra den politiske aftale mellem regeringen, Socialdemokraterne, SF og det Radikale Venstre om de såkaldte UMTS-midler fra salget af licenser til tredjegenerations mobilnet. Pengene fordeles således:

     

  • Det Kgl. Bibliotek; 2,5 mio. kr. til digitalisering og 2 mio. kr. til forskning
  • Statsbiblioteket i Århus; 2 mio. kr. til digitalisering
  • Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek; 2 mio. kr. til digitalisering
  • Nationalmuseet; 4 mio. kr. til digitalisering og 12 mio. kr. til forskning
  • Statens Museum for Kunst; 2,5 mio. kr. til digitalisering og 3 mio. kr. til forskning
  • Kulturarvsstyrelsen/Kulturnet Danmark; 2,5 mio. kr. til digitalisering
  • Statens Arkiver; 3,5 mio. kr. til digitalisering og 3 mio. kr. til forskning
  • Bevaring af den digitale kulturarv; 12 mio. kr.
  • Ph.D.-stipendier; 2 mio. kr.

Kulturinstitutionerne skal over for Kulturministeriet fremlægge planer for henholdsvis forskning og digitalisering for at få adgang til ovennævnte beløb i 2003-2005.

Kulturminister Brian Mikkelsen er meget tilfreds med, at regeringen har valgt at prioritere forskning og digitalisering på kulturinstitutionerne så højt.

”Med pengene til forskning og digitalisering støtter vi både fortiden og fremtiden for dansk kultur. Det er et godt løft, der hænger tæt sammen med det store udredningsarbejde, der er i gang om den fysiske og den digitale kulturarv,” siger ministeren.

Yderligere oplysninger:

Jakob Høyer, Pressechef i Kulturministeriet 3392 3598
Steen Kyed, Afdelingschef i Kulturministeriet 3392 9821