Ny analyse af DR's økonomi

Regeringen offentliggør nu en større analyse af DR's økonomi, der er udarbejdet af DR og konsulentfirmaet KPMG i samarbejde med konsulentfirmaet Struensee & Co.

Kulturminister Mette Bock siger:

”Regeringen er i fuld gang med forberedelserne af de kommende forhandlinger om et nyt medieforlig. Som led i forberedelserne har regeringen fået udarbejdet en grundig analyse af DR’s økonomi. For at vi alle har samme fælles udgangspunkt for de kommende drøftelser, har jeg besluttet at offentliggøre analyserne.”

Regeringen har som forberedelse til de kommende forhandlinger om en ny medieaftale igangsat en række analyser, der bl.a. undersøger forskellige scenarier for fokusering af DR.

Analysen består af en kortlægning af DR’s økonomi, udarbejdet af DR og kvalitetssikret af konsulentfirmaet KPMG i samarbejde med Struensee & Co., samt en selvstændig analyse vedrørende DR’s økonomi med forskellige scenarier for udskillelse af visse af DR’s aktiviteter, udarbejdet af konsulentfirmaet KPMG i samarbejde med Struensee & Co.

Analyserne har til formål at tilvejebringe det nødvendige faktuelle grundlag for de kommende forhandlinger om en ny medieaftale.

Kulturministeriet har vurderet, at det er i offentlighedens interesse at få kendskab til de udarbejdede analyser, så der er et fælles udgangspunkt for de kommende medieforhandlinger. Kulturministeriet offentliggør derfor analyserne efter princippet om åbenhed og meroffentlighed.

I analyserne indgår oplysninger, der er omfattet af de beskyttelseshensyn, der bl.a. er fastslået i radio- og fjernsynslovens § 86 om, at oplysninger om sager og dokumenter vedrørende DR’s programvirksomhed og forretningsmæssige forhold i tilknytning hertil er undtaget fra lov om offentligheden. Kulturministeriet har dog – ud fra bl.a. en vurdering af, at oplysningerne er indhentet til brug for de kommende forhandlinger om en ny medieaftale, herunder om de fremtidige rammer for DR’s virke – vurderet, at denne særlige situation tilsiger en undtagelsesvis offentliggørelse af datagrundlaget.

Analyserne er tilgængelige her:

DR Indledning

DR bilagssamling

KPMG analyse vedr. DR’s økonomi – ledelsesresumé

KPMG analyse vedr. DR’s økonomi – baggrundsmateriale

DR bemærkninger til KPMG-analyse

Regeringens samlede mediepolitiske oplæg fremlægges primo 2018. Regeringen kommer ikke med politiske udmeldinger om de nye analyser vedr. DR’s økonomi, før der foreligger et samlet regeringsudspil.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon, 22 76 51 16