AFGANGSFILM FRA DEN DANSKE FILMSKOLE VINDER NORDISK FILMPRIS

Ved den største nordiske kort- og dokumentarfilmsfestival ’Nordisk Panorama 2009’ vandt instruktøren Rúnar Rúnarsson prisen for bedste nordiske kortfilm.

Filmen ’Anna’ er Rúnar Rúnarssons afgangsfilm fra Den Danske Filmskole 2009.
 
I løbet af 6 dage har 72 film fra de 5 nordiske lande konkurreret om de prestigefyldet priser for bedste kort- og dokumentarfilm.
 
Kortfilmen handler om den 12-årige Anna, der bor i en lille fiskerby. Hun står ved en skillevej i sit liv. Hendes omverden er ved at ændre sig – og det er hun også.
 
Kulturminister Carina Christensen siger:
”Det er bemærkelsesværdigt, at vinderfilmen på dette års Nordisk Panorama er en afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. Det vidner om Rúnar Rúnarssons store talent og også om Filmskolens helt ekstraordinære kvalitet.

Som minister er jeg stolt af, at vores satsning på de kunstneriske uddannelser bærer den slags frugter.”

Yderligere fik kortfilmen ’Side by Side’ af instruktør Christian S. Jepsen, der handler om et naboskab, der er gået helt galt, en udmærkelse kaldet ’Special Jury Mentions’. Christian S. Jepsen er ligeledes uddannet fra Den Danske Filmskole i 2007.
 
Yderligere oplysninger:
Rektor Poul Nesgaard, Den Danske Filmskole, tlf.: 32 68 64 09
Kontorchef Frank Rechendorff Møller, Kulturministeriet, tlf.: 33 92 35 25