Aftale om ambitiøst it-projekt

Kulturministeriet, Videnskabsministeriet, DR og TV 2 har nu underskrevet en aftale med Prolog Development Center A/S om udvikling af et dansk tale til tekst-system. Systemet skal gøre det muligt at tekste direkte tv-udsendelser særligt til glæde for døve og hørehæmmede. Systemet vil også gøre det muligt at diktere e-mails og breve direkte til pc’en.

Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:

"Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at indgå en aftale om udviklingen af et dansk tale til tekst-system. Det har haft en høj prioritet for mig, og vi har allerede i DR’s public service-aftale og TV 2/DANMARK A/S’s public service-tilladelse indskrevet en forpligtelse for tv-stationerne til at tekste en direkte nyhedsudsendelse om aftenen på hverdage, når systemet blev udviklet. Jeg vil se frem til, at døve og hørehæmmede kan følge kommende vigtige politiske begivenheder og aktualitetsudsendelser i tv med direkte tekstning."

Videnskabsminister Helge Sander udtaler:

”Dette tværgående samarbejdsprojekt vil give fordele i hverdagen for mange danskere gennem udviklingen af sprogteknologi på dansk. Både ved den direkte tekstning i tv, men også ved at muliggøre direkte tale til computeren i stedet for den ofte anstrengende brug af computermusen og de mange mere eller mindre logiske genvejs-kommandoer på tastaturet.”
 
Aftalen med Prolog Development Center A/S, som har Philips Speech Recognition Systems som underleverandør og Max Manus som rådgiver, betyder, at systemet udvikles i to udgaver: en til DR og TV 2/DANMARK A/S, som er rettet mod live tekstning af tv-udsendelser, og en anden udgave rettet mod den almindelige forbruger. Den anden udgave vil give alle de danskere, der til dagligt benytter en pc, mulighed for en mere dynamisk arbejdsstation. De vil kunne veksle mellem at bruge tastatur eller indtale e-mails eller breve.

Endelig vil denne udgave også være til glæde for en stor gruppe danskere, der i dag er afskåret fra at bruge en pc i større eller mindre grad, f.eks. bevægelseshæmmede og ordblinde. Ifølge den aftalte tidsplan skal udgaven til DR og TV 2/DANMARK A/S leveres inden udgangen af 2005, mens forbrugerudgaven forventes at være i handelen inden udgangen af september 2006.
 
Videnskabsministeriet, Kulturministeriet, DR og TV 2/DANMARK A/S bidrager samlet med op til 6 mio. kr. til udviklingen af systemet.

Yderligere oplysninger:

Specialkonsulent Anders Clemensen, Mediesekretariatet, tlf. 33 18 68 51
Specialkonsulent Rasmus Shermer, IT og Telestyrelsen, tlf. 35 45 01 03
Direktør Leo Schou-Jensen, Prolog Development Center A/S, tlf. 36 36 00 00