Al bevægelse hjælper!


 

     

  • Fysisk aktivitet er helbredsfremmende, uanset om man lever med andre risikofaktorer, såsom rygning og overvægt, eller er kronisk syg.

  • For personer, der er meget lidt aktive, kan selv en ugentlig forøgelse af den fysiske aktivitet på 5 minutter hver uge i løbet af nogle måneder give store helbredsmæssige effekter.

Det er nogle af budskaberne fra en konsensuskonference, hvor 30 anerkendte forskere med ekspertise fra vidt forskellige områder diskuterede fysisk aktivitet og sundhed. Konferencen var organiseret af Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning.
 
Forskerne arbejdede intenst i to dage for at nå til enighed om, hvordan fysisk aktivitet kan fremme sundhed og forebygge sygdom, og i hvilke sammenhænge aktiviteten kan foregå: Skole, arbejdsplads, idrætsforening, byrum m.m. Forskningen viser, at en flerstrenget indsats, der integrerer fysisk aktivitet i arbejdslivet og skolens aktiviteter og gør idrætten mere tilgængelig i lokalsamfundet, har en positiv effekt.
 
Kulturminister Carina Christensen siger:
”Når vi skal fremme folks motionsdeltagelse er det afgørende, at vi medtænker alle de steder hvor man opholder sig i løbet af dagen. Det gælder hjemmet, transport, byrum arbejde, skole og fritidsliv. Konsensuskonferencen har understreget, at der er mange gevinster ved at være aktiv – det gælder både de sociale, kulturelle og sundhedsmæssige aspekter. Og så har vi altså fået sat en tyk streg under at regelmæssig motion giver bedre livskvalitet. Den bedste nyhed er jo i den sammenhæng, at der ikke skal så meget motion til for at gøre en forskel i folks liv.
 
Formand for Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning Jens Bangsbo siger:
”Konferencen viste, at selv den mindst aktive kan forbedre sin sundhedstilstand ved en ganske lille indsats. Et andet resultat var, at det kan være nok at bevæge sig 3 x 20 minutter om ugen, hvis der er tale om fysisk krævende aktiviteter som løb, dans, fodbold, håndbold og badminton.”
 
Læs konsensusudtalelserne (pdf)
 
Yderligere oplysninger:
Pressechef Martin Skovmand, Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 21
Formand Jens Bangsbo, Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning, tlf.: 28 75 16 23
Konsulent Eva Jensen, Kulturministeriets koncerncenter, tlf.: 33 74 55 52