Anti Doping Prisen til håndboldleder

Fuld åbenhed og stor ansvarlighed i en svær sag om en dopet håndboldspiller.

 

Det er baggrunden for uddelingen af Anti Doping Prisen 2002, som kulturminister Brian Mikkelsen overrækker ved et arrangement i Kulturministeriet i dag, torsdag den 24. april.

Prisen for en enestående indsats i bekæmpelsen af doping går i år til direktør Henrik Meller Jacobsen fra håndboldklubben Århus GF.

Som leder af håndboldklubben har Henrik Jacobsen håndteret en sag, hvor en af klubbens spillere blev taget i dopingmisbrug. I sagen udviste han stort ansvar ved at stå fast på fuld åbenhed og ved at inddrage spilleren både på det sportslige, private og menneskelige plan. Undervejs lagde Henrik Jacobsen bl.a. stor vægt på, ”at ligaspillere skal fungere som rollemodeller for børn og unge – og derfor skal have en straf, der kan mærkes”, som han har udtalt. Efter den flotte håndtering er sagen endt med, at spilleren i dag har fortsat sit civile arbejde, følger sit hold fra tilskuerpladsen og har fået muligheden for at vende tilbage, når sanktionen er overstået.

Kulturminister Brian Mikkelsen glæder sig over at overrække prisen til én, der aktivt bekæmper udbredelsen af doping i det daglige arbejde i landets idrætsforeninger:

”Det er en stor gevinst, at vi i dansk idræt har idealister som Henrik Jacobsen - en mand, som af egen kraft har taget et betydeligt initiativ, der kan danne forbillede for andre i den daglig kamp mod doping. Det er altafgørende i den samlede kamp mod doping, der kan ødelægge hele udgangspunktet for idrætten – både for udøverne og for publikum. Prisen her kan hædre det gode arbejde,” udtaler kulturministeren.

Pressen indbydes til at overvære prisuddelingen, som finder sted i Kulturministeriets Store Mødesal, Nybrogade 2, 1203 Købehavn K, i dag kl. 16.00.

Læs kulturministerens tale

Yderligere oplysninger:

Jakob Høyer, pressechef i Kulturministeriet 3392 3598
Peter Navntoft, fuldmægtig i Kulturministeriet 3392 9827