Asger Jorn og triolektisk fodbold i Bilbao!

Kulturminister Per Stig Møller støtter dokumentarfilm om triolektisk fodbold.

Kulturminister Per Stig Møller siger:

”Asger Jorn er en af Danmarks mest betydningsfulde kunstnere gennem tiderne - og hans navn vækker fortsat genklang internationalt. En af hans originale ideer var ”triolektisk fodbold”, som nu realiseres i et spændende og højst usædvanligt samarbejde mellem fodboldklubben Atlectic Bilbao, Guggenheim Bilbao, Museum Jorn, Silkeborg og Danmarks Ambassade i Madrid. Jeg har valgt at give støtte til en dokumentarfilm om dette innovative internationale samarbejde, hvor kunst og sport mødes!”

Maleren Asger Jorn arbejdede i årene omkring 1960 med ideer om triolektik, og han opfandt i den forbindelse et fodboldspil med tre hold: triolektisk fodbold. Fodboldklubben Atlectic Bilbao, Guggenheim Bilbao, Museum Jorn, Silkeborg og Danmarks Ambassade i Madrid går nu sammen om at realisere dette spil på basis af Asger Jorns ideer bl.a. gennem en stor turnering til foråret, hvor bl.a. Athletic Bilbaos eget hold deltager. Kulturminister Per Stig Møller yder 45.000 kr. som bidrag til bl.a. produktionen af en dokumentarfilm om projektet.

Yderligere oplysninger

Pressechef Michael Jannerup, Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 21
Direktør Jacob Thage, Museum Jorn, Silkeborg, tlf.: 86 82 53 88