Bente Klarlund Pedersen modtager Kulturministeriets Idrætspris 2006

Kulturminister Brian Mikkelsen har i dag overrakt Kulturministeriets Idrætspris 2006 til Bente Klarlund Pedersen, der er professor ved Københavns Universitet.

Bente Klarlund Pedersen er en engageret og respekteret forsker, der formår at bygge bro mellem den videnskabelige verden og den brede befolkning. Hun har været en stærkt medvirkende faktor til, at motion er blevet sat på den sundhedspolitiske dagsorden. Hendes vigtigste budskab er, at uanset om man er tyk eller tynd skal man dyrke motion.
 
Gennem sin forskning har hun påvist, at inaktivitet er en stor trussel mod sundheden, og at det ikke kun er de overvægtige, som bør motionere for at nedbringe risikoen for at dø tidligt. Også normalvægtige mennesker, som ikke dyrker motion, har større risiko for at få hjertesygdomme end overvægtige mennesker, som motionerer, viser hends forskning.

Brian Mikkelsen udtaler:

”Det var et svært valg, for der var 10 kandidater indstillet til prisen, og de ville alle være værdige modtagere. I det endelige valg lagde jeg vægt på, at prismodtageren skal leve op til prisens kriterier om et bredere sigte med idrætten. Samtidig skal modtageren have gjort en forskel, som har haft stor betydning for udviklingen af dansk idræt. Bente Klarlund Pedersen lever på fornemmeste vis op til begge punkter, så jeg er meget glad for at kunne overrække prisen til hende.”
 
Bente Klarlund Pedersen er 49 år, dr.med. og overlæge på Rigshospitalet samt forskningsrådsprofessor ved Københavns Universitet. Hun er leder af Muskel Clusteret ved det Sundhedsfaglige Fakultet, formand for forskningsudvalget på Rigshospitalet og formand for det nationale råd for folkesundhed.

Yderligere oplysninger:

Kontorchef Peter Schønning, tlf: 3392 3568
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf: 3392 3598