Bertel Haarder opfordrer det russiske medlem af WADA's bestyrelse til at gå

Efter offentliggørelsen af rapporten fra WADA's uafhængige kommission om doping i russisk atletik, opfordrer Bertel Haarder den russiske statssekretær for sport, Pavel Kolobkov, til at trække sig frivilligt fra sin post i WADA's bestyrelse.

Kulturminister Bertel Haarder siger:

”Jeg er skuffet over de triste afsløringer, der er kommet frem i rapporten. Det er ærgerligt for hele idrætten, men det er godt, at det er blevet afsløret, og det er vigtigt, at der bliver grebet ind.

I Norden lægger vi særligt vægt på værdier som integritet og ærlighed, og derfor synes jeg, at det ville være det mest rigtige, hvis den russiske statssekretær for idræt, Pavel Kolobkov, valgte at trække sig frivilligt fra WADA’s bestyrelse, indtil der er blevet ryddet op i russisk idræt.

Jeg håber, at vi internationalt kan lære fra denne skandale, således at den internationale kamp mod doping fremadrettet styrkes på baggrund af den viden, der er kommet frem med rapporten. Og jeg har noteret mig, at WADA’s bestyrelse og forretningsudvalg i næste uge vil drøfte, hvordan WADA skal forholde sig til sagen.” 

Yderligere oplysninger

 

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16

Kontorchef Per Nylykke, Kulturministeriet, tlf.: 41 39 38 30