Bibliotekerne er populære

Vi er vilde med biblioteket og dets mange tilbud. Det viser en undersøgelse, som Kulturstyrelsen og 42 kommuner har gennemført, og som er den største af sin art hidtil.

Størstedelen af brugerne kommer på biblioteket for at benytte de klassiske tilbud; låne, læse og gå til arrangementer. Brugerne er også begejstrede over biblioteket som mødested og som rum til fordybelse.

27.000 brugere fordelt mellem 179 biblioteker deltog i undersøgelsen, der skulle belyse, hvad biblioteksbrugere synes om deres bibliotek og de mange forskellige tilbud, som stilles til rådighed. Generelt er der meget stor tilfredshed og især med service, hjælp og vejledning fra personalet.

”Folkebiblioteket er en af grundpillerne i det demokratiske samfund. Det er her grundlaget for demokratiet næres og udfoldes gennem oplysningsvirksomhed. Derfor er det godt, at danskerne til stadighed udnytter de unikke muligheder og tilbud, som bibliotekerne stiller til rådighed. Hvad enten det er de mere klassiske ydelser, eller det er de digitale tilbud, som i disse år vinder mere frem,” siger kulturminister Marianne Jelved og fortsætter:

”Det er i sidste ende bibliotekspersonalet, der er med til at opretholde det høje niveau, som undersøgelsen viser. De har en afgørende andel i de gode resultater og fortjener ros for den indsats, de hver dag leverer på bibliotekerne.”

Læs mere om undersøgelsen på Kulturstyrelsens hjemmeside