Birgitte Jahn genansat som direktør for Danish Crafts

Kulturminister Carina Christensen har i dag besluttet at genansætte Birgitte Jahn som direktør for Danish Crafts for endnu en periode.

Danish Crafts har som informationscenter for dansk kunsthåndværk til formål at synliggøre, promovere og øge afsætningen af dansk kunsthåndværk i Danmark og i udlandet, at fremme kendskabet til dansk kunsthåndværk og at øge vækst og professionalisering inden for området.
 
Birgitte Jahn er 46 år, cand.mag. i fransk og kunsthistorie og har været direktør for Danish Crafts siden etableringen for godt 9 år siden.

Kulturminister Carina Christensen udtaler:

”Birgitte Jahn har formået at markere Danish Crafts som en vigtig faktor i udbredelsen af kendskabet til dansk kunsthåndværk hos både brugere og erhvervsliv, bl.a. gennem messedeltagelse, udstillinger, publikationer, konferencer mv.
 
Birgitte Jahn har et indgående kendskab til dansk kunsthåndværk og design og til det kunstneriske og kulturelle miljø i øvrigt. Hun har et solidt netværk, som har givet dansk kunsthåndværk stigende succes internationalt, og som er med til at understøtte bestræbelserne for at markere Danmark på det kunstneriske og kulturelle landkort.”
 
Under Birgitte Jahns ledelse har Danish Crafts vundet flere internationale priser for sin internationale profilering:

     

  • 2002 - ”Design Plus prisen” på Ambiente messen i Frankfurt, med et produkt fra Crafts Collection
  • 2005 - ”Design Plus prisen” sammesteds også med et produkt fra Crafts Collection
  • 2006 - “Editors Award for best craftsmanship” på ICFF, New York. Prisen gik til den samlede Crafts Collection
  • 2008 - ”Best contribution to 100% design” på den netop afsluttede designmesse 100% Design i London, for Danish Crafts’ udstilling MINDCRAFT

Ansættelsen sker på grundlag af en enstemmig indstilling fra bestyrelsen for Danish Crafts.
 
Birgitte Jahn genansættes som direktør for Danish Crafts med virkning fra den 1. januar 2009. 

For yderligere oplysninger:

Afdelingschef Jesper Hermansen, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 18