Børn får farvestrålende kuffert med bøger, film og kulturpas

Kulturminister Marianne Jelved er med, når børnehavebørn og deres forældre den 20. maj 2015 kl. 16.30 bliver præsenteret for en ny kulturkuffert, der skal sikre alle børn uanset baggrund adgang til kunst og kultur. Det sker på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Hjørring Kommune har sammen med otte andre kommuner modtaget støtte fra Kulturministeriet til kulturkufferter, der skal give 0-9-årige børn adgang til at opleve kultur og selv deltage i kulturelle aktiviteter. I Hjørring bliver kufferterne præsenteret for 150 børnehavebørn og deres forældre, når en dykker kommer op af vandet på Nordsøen Oceanarium.

Hjørring Bibliotekerne har stået for kulturpassets lokale oplevelser, der i løbet af året byder på besøg på Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring Musiske Skole, Vendsyssel Teater, Vendsyssel Historiske Museum og Nordsøen Oceanarium. Til nogle af destinationerne er børnenes forældre og søskende inviteret med. På rejsen bliver der også tid til rolige stunder, hvor kuffertens indhold kan undersøges nærmere af børnene og deres voksne.

Kulturminister Marianne Jelved siger:

”Når børn møder kunst og kultur er de på lige fod, for kunsten kræver ingen fagspecifikke forudsætninger. Her er det børnenes følelser og sanser, der kommer i spil. På den måde tilbyder kunsten endnu en måde at lære og erkende verden på, som alle børn skal have mulighed for at deltage i”.

Program for 20. maj:

Kl. 16.30: Velkomst ved direktør for Nordsøen Oceanarium Karl Henrik Laursen. 

Kl. 16.35: Kulturminister Marianne Jelved præsenterer ideen bag initiativet med kulturkufferter.

Kl. 16.40: Udviklingskonsulent ved Hjørring Bibliotekerne Tone Lunden fortæller om projektet i Hirtshals.

Kl. 16.45: Dykning i Oceanariets store akvarium med indlagt overraskelse.

Kl. 16.55: Musikalsk indslag med børnene fra Emmersbæk og børnehuset Hirtshals akkompagneret af lærere fra Den Musiske Skole, Tina Vestergaard og Mads Bak.

Kl. 17.05: Kulturministeren overrækker en kulturkuffert til hver af børnehavelederne.

17.10: Afslutning ved direktør for Nordsøen Oceanarium Karl Henrik Laursen.

Baggrund for projektet

Kulturministeriet lancerede i maj 2014 tre strategier for børn og unge, som skal sikre, at kunst og kultur bliver en del af alle børns opvækst uanset baggrund. Initiativerne giver kommuner, kulturinstitutioner og dagtilbud bedre mulighed for at give børn og unge adgang til både at opleve kultur og selv være aktivt udøvende inden for et kulturelt felt.

Ministeriet har i alt afsat 40 mio. kr. til konkrete initiativer - herunder 4 mio. kr. til en pulje til kulturkufferter til 0-9 årige børn med udfordringer. Puljen kan søges igen 1. oktober 2015. 

Om kulturkufferterne

Kulturkufferterne er dekoreret af den danske illustrator Cato Thau-Jensen og er udformet, så de kan bruges som forskellige scener til at lege teater med. I kufferterne er der en film og fire bøger af danske kunstnere. Kulturpasset giver adgang til mindst fem forskellige kulturoplevelser, hvoraf nogle også er for forældre og søskende.

Læs mere om kulturkufferterne på Kulturstyrelsens hjemmeside

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 26 71 51 16

 

Billeder fra arrangementet i Nordsøen Oceanarium

Foto: Ann Poulsen