Brian Mikkelsen giver over 4,8 millioner kr. til kulturprojekter i Århus Amt

Kulturminister Brian Mikkelsen har besluttet at yde i alt 4.834.500 kr. fra Provinspuljen som tilskud til 10 kulturprojekter i Århus Amt.

Det drejer sig om:

     

  • Anlægstilskud (teknisk udstyr) til selvstændig kulturafdeling under "Performers House" i Silkeborg v/Den selvejende institution "Den Europæiske Højskole for Musik, Dans og Teater". Projektet modtager et tilskud på 500.000 kr.
  • "Formidlingsprojekt vedr. den levende klassiske musik" v/Den Jyske Sinfonietta. Projektet modtager et tilskud på 1.050.000 kr.
  • "Minority Report: Challenging Intolerance in Contemporary Denmark" – samtidskunstfestival/-udstilling v/Århus Kommune. Projektet modtager et tilskud på 500.000 kr.
  • "Katapults dramatiske fertilitetsklinik" – etablering af udviklingscenter for skabelse af ny dansk dramatik v/Teatret Katapult. Projektet modtager et tilskud på 300.000 kr.
  • "Go West" – danseprojekt rettet mod skoler, fritids- og ungdomsklubber samt musikskoler v/"Danseværket" og "Dans i Uddannelse". Projektet modtager et tilskud på 200.000 kr.
  • "Cumulus" – forberedelse, iscenesættelse og opførelse af bronzealderspil v/Foreningen Eshøjspillet. Projektet modtager et tilskud på 300.000 kr.
  • "Liv i forsamlingshusene" – formidling af kulturtilbud i forsamlingshusene v/8 Djurslandskommuner og Fonden for Destination Djursland. Projektet modtager et tilskud på 400.000 kr.
  • "Fællesmagasiner for museer i Århus Amt" – samarbejdsprojekt for ni museer i Århus Amt v/Kulturhistorisk Museum Randers m.fl. Projektet modtager et tilskud på 1.000.000 kr.
  • "Pro-Art 2004" – kunststævne for studerende ved landets tre kunstakademier samt åbne aktiviteter i Randers v/Randers Kommunes Eventsekretariat m.fl. Projektet modtager et tilskud på 350.000 kr.
  • "Den Turnerende Koncertforestilling" – opførelse af koncertforestilling i samarbejde med lokalsamfund i Århus Amt v/"Laila & Symfobiorkestret". Projektet modtager et tilskud på 234.500 kr.

Brian Mikkelsen udtaler:

"Jeg er imponeret over den mangfoldighed af projekter, som Århus Amt har budt på; både med hensyn til genrer, omfang og målgrupper. Der er tale om kvalitetsprojekter fra hele regionen, som vidner om, at man i Østjylland virkelig ønsker at satse på kulturen. Projekterne udspringer fra både de større byer - heriblandt Århus, Randers og Silkeborg - og fra de mindre lokalsamfund. Jeg er tilfreds med, at både større og mindre byer i amtet har opnået støtte fra Provinspuljen, der har til formål at styrke kulturlivet i hele landet, og er naturligvis glad for med et tilskud på over 4,8 mio. kr. at bidrage til, at et stort antal af regionens spændende initiativer kan konkretiseres."

Provinspuljen blev etableret i 2002 for en 4-årig periode med henblik på at styrke og synliggøre kulturlivet uden for hovedstaden yderligere. For de tre første år har der været afsat i alt 60 mio. kr. til formålet.

Yderligere oplysninger:

Kontorchef Søren Riiskjær, tlf.: 3392 9832.
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf.: 3392 3598.