Brian Mikkelsen støtter "Idrætsbutikkerne" i Odense

Kulturminister Brian Mikkelsen har i dag bevilget 1 mio. kr. til projekt ”Idrætsbutikken” i Odense.

De Samvirkende Idræts-Klubber i Odense (SIKO) vil skabe bedre idrætstilbud for børn og unge i Odense og kan nu starte idrætsbutikker i 37 skoler og sfo’er over en 3-årig periode. Idrætsbutikkerne vil have åbent dagligt mellem kl. 14 og 16, og der vil være tilbud, som alle børn kan deltage i.
 
Projektet vil især henvende sig til de børn, der har motoriske vanskeligheder, er overvægtige eller ikke ønsker at deltage i konkurrenceidræt.
 
”Det er min målsætning, at alle børn skal have gode og sjove idræts- og bevægelsestilbud i tiden lige efter skoletid. Vi skal kort sagt gøre det nemmere for børn og unge at vælge idrætten – i deres nærmiljø og på tidspunkter af dagen, hvor det passer dem. Ved at skabe sjove og varierede idræts- og bevægelsestilbud i samspil med fritidsinstitutionerne, skal vi tiltrække de børn, som i dag vælger idrætten fra. Idrætsbutikkerne vil i et tæt samarbejde med skolerne skabe helt nye idrætsmuligheder for børnene i Odense. Jeg synes desuden, det er spændende, at projektet vil arbejde målrettet med instruktørrekruttering specielt med fokus på forældreuddannelse og juniorlederuddannelse. Jeg glæder mig meget til at følge idrætsbutikkerne i Odense”, siger Brian Mikkelsen.
 
Ministeren har i dag uddelt i alt 8 mio. kr., og ud over projektet i Odense har 11 andre idrætsprojekter fået støtte. Ministerens udviklingspulje ”Børn og unge i bevægelse” har i alt uddelt 24 mio. kr, og derved gjort det muligt at sætte modelprojekter i gang i 45 kommuner fordelt over hele landet.
 
De nye idrætstilbud, som er skabt, ligger i forlængelse af skoletiden, og udnytter det potentiale, der ligger i partnerskaberne mellem bl.a. skoler, SFO/fritidsinstitutioner og idrætsforeninger. Projekterne skal tilsammen skabe et solidt erfaringsgrundlag, som kommuner og regioner i fremtiden kan tage afsæt i.

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 98
Kontorchef Peter Schønning, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 68
Preben Rasmussen, SIKO, tlf. 66 14 86 25