Brian Mikkelsen støtter "Idrættens Motorvej" på Vesterbro i København

Kulturminister Brian Mikkelsen har i dag bevilget 1,075 mio. kr. til ”Idrættens Motorvej”.

På Vesterbro i København vil Idrætsfabrikken, lilleskolen ”Børneuniversitetet” og Studenter Settlementes Boldklub (SSB) etablere en ”idrættens motorvej”, som skaber sammenhæng og samarbejde mellem Børneuniversitetet og idrætsforeningen SSB.
 
Alle børn i Børneuniversitetet bliver fødte medlemmer af SSB, og de nye idrætsaktiviteter skal udvikles i et tæt samspil mellem SSB, lærergruppe, forældregruppe og børnene.
 
”Det er min målsætning, at alle børn skal have gode og sjove idræts- og bevægelsestilbud i tiden lige efter skoletid. Vi skal kort sagt gøre det nemmere for børn og unge at vælge idrætten – i deres nærmiljø og på tidspunkter af dagen, hvor det passer dem. Idrættens motorvej på Vesterbro er en helt ny måde at sikre sammenhæng i børnenes hverdag, og sikre at idrætsaktiviteterne også vil kunne tiltrække de børn, som normalt vælger idrætten fra”, siger Brian Mikkelsen.
 
Ministeren har i dag uddelt i alt 8 mio. kr., og ud over ”Idrættens motorvej”, har 11 andre idrætsprojekter fået støtte. Ministerens udviklingspulje ”Børn og unge i bevægelse” har i alt uddelt 24 mio. kr, og derved gjort det muligt at sætte modelprojekter i gang i 45 kommuner fordelt over hele landet.
 
De nye idrætstilbud, som er skabt, ligger i forlængelse af skoletiden, og udnytter det potentiale, der ligger i partnerskaberne mellem bl.a. skoler, SFO/fritidsinstitutioner og idrætsforeninger. Projekterne skal tilsammen skabe et solidt erfaringsgrundlag, som kommuner og regioner i fremtiden kan tage afsæt i.

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 98
Kontorchef Peter Schønning, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 68
Formand for SSB Peter Gorm Hansen, mobil tlf. 21 68 54 31