Brian Mikkelsen støtter projekt ”Hvad så, Mester?” i Herning

Kulturminister Brian Mikkelsen har i dag bevilget 275.000 kr. til idrætsprojektet ”Hvad så, Mester? – Holtbjergs børn og unge på vej mod organiseret idræt” i Herning.

Det er projektets vision at hjælpe børnene til succesoplevelser i idrætten og derved lette overgangen til den organiserede idræt.
 
Projektet tager udgangspunkt i konkrete mestringsniveauer. Alle begynder på bronze-niveau, hvor nøgleordet er aktivitet. Når konditionen er forbedret, går børnene videre til sølv-niveau, hvor de får lokale idrætstilbud præsenteret, møder lokale idrætsstjerner samt introduceres til sund kost. På guld-niveau foregår aktiviteten i de lokale idrætsforeninger, hvor børnene ud over at være aktive idrætsudøvere, også får en rolle som ungdomsledere. 
 
”Det er min målsætning, at alle børn skal have gode og sjove idræts- og bevægelsestilbud i tiden lige efter skoletid. Vi skal kort sagt gøre det nemmere for børn og unge at vælge idrætten – i deres nærmiljø og på tidspunkter af dagen, hvor det passer dem. Jeg synes, at projektet i Herning er spændende på mange måder, ikke mindst fordi der arbejdes målrettet med at skabe gode idrætsoplevelser for de børn, som i dag er inaktive. Det er afgørende, at børnene oplever idræts- og bevægelsestilbuddene som sjove og varierede. På den måde skal vi tiltrække de børn, som i dag vælger idrætten fra”, siger kulturministeren.
 
Ministeren har i dag uddelt i alt 8 mio. kr., og ud over projektet i Herning, har 11 andre idrætsprojekter fået støtte. Ministerens udviklingspulje ”Børn og unge i bevægelse” har i alt uddelt 24 mio.kr, og derved gjort det muligt at sætte modelprojekter i gang i 45 kommuner fordelt over hele landet.
 
De nye idrætstilbud, som er skabt, ligger i forlængelse af skoletiden, og udnytter det potentiale, der ligger i partnerskaberne mellem bl.a. skoler, SFO/fritidsinstitutioner og idrætsforeninger. Projekterne skal tilsammen skabe et solidt erfaringsgrundlag, som kommuner og regioner i fremtiden kan tage afsæt i.

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 98
Kontorchef Peter Schønning, Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 68
Projektleder Tommy Krabbe Andersen, Herning Kommune, tlf. 30 53 01 45