BRIAN MIKKELSEN TILFREDS MED TEAM DANMARKS RESULTATER

Kulturministeriet har netop holdt evalueringsmøde om Team Danmarks resultatkontrakt.

Det var resultaterne i det forgangne år, som var i fokus, men kulturministeren var også meget interesseret i Team Danmarks forventninger til de kommende år.
 
Brian Mikkelsen udtaler:
”Danske atleter leverede varen i 2006. 20 ud af de 30 Team Danmark støttede idrætsgrene vandt medaljer ved EM eller VM – og det blev til 62 medaljer i alt. De gode sportslige resultater blev suppleret med flotte resultater inden for stort set alle de andre områder, hvor vi har sat os fælles mål. Team Danmark indfriede 95 % af målsætningerne i vores kontrakt – og på nogle områder er de klart foran vores tidsplan – ikke mindst når det drejer sig om samarbejdet med de nye Elitekommuner. Det er rigtigt flot, da vi har sat overliggeren højt i kontrakten. Der er dog ingen tvivl om, at den internationale konkurrence bliver stadig hårdere, så det fokus på talentudvikling og et øget samspil mellem Team Danmark, kommunerne og de enkelte idrætsgrene, som vi har, er nøglen til succes i fremtiden,” siger kulturminister Brian Mikkelsen.
 
Resultatkontrakten, der gælder for perioden 2006 til 2008, indeholder konkrete mål inden for fire områder, hvor Team Danmark skal levere resultater frem mod OL i Beijing:  

     

  • Forbedret talentudvikling

  • Øget samarbejde med kommunerne

  • Team Danmarks topsatsningsforbund skal skabe bedre resultater ved OL, VM og EM.

  • Styrke udviklingen af hele idrætsmennesker ved bl.a. at skabe job- og uddannelsesmuligheder for eliteudøverne.

Team Danmarks formand Carl Holst ser positivt på fremtiden – trods den stigende kamp om medaljerne.
 
”Jeg oplever en stigende accept og interesse for eliten. Både fra de mange kommuner, som gerne vil starte et samarbejde med Team Danmark, men jeg synes også at der er tegn på, at Janteloven er på retur. Det er i orden at dyrke det, du er god til. Det er i orden at se, hvor langt det bærer. Og den elitekultur er vigtig for fremtidens resultater. Vores trænere, atleter og talenter skal være stolte af at være en del af eliten – for eliteidræt betyder også en række fravalg, som omgivelserne skal have forståelse for,” siger Carl Holst.
 
Evalueringsmødet om resultatkontrakten var det første af sin slags. Resultatkontrakten blev indført med Lov om Eliteidræt fra 2004, og målet med resultatkontrakten er at styrke samarbejdet og dialogen mellem Team Danmark og Kulturministeriet.
 
Se hele Team Danmarks resultatkontrakt (pdf)

Yderligere oplysninger:
Martin Østergård Nielsen, pressechef i Kulturministeriet, tlf. 24 69 64 35
Peter Schønning, kontorchef i Kulturministeriet, tlf. 33 92 35 68
Carl Holst, formand for Team Danmark, tlf.: 40 32 52 10
Michael Andersen, direktør i Team Danmark, tlf.: 51 26 60 62