BRIAN MIKKELSEN VIDEREFØRER STØTTEN TIL RADIO TIL DET TYSKE MINDRETAL

Kulturminister Brian Mikkelsen har besluttet at videreføre den økonomiske støtte til det tyske mindretals radioudsendelser i den sønderjyske lokalradio Radio Mojn.

Udsendelserne bliver produceret af avisen Der Nordschleswiger og har vist sig at være meget populære i de tre år, de indtil videre har kørt.
 
Brian Mikkelsen udtaler:
”Jeg synes, at projektet med Der Nordschleswigers udsendelser for det tyske mindretal i Radio Mojn er aldeles glimrende, og jeg er glad for at kunne meddele, at jeg viderefører støtten til det. Forholdene i Sønderjylland ligger mig meget på sinde – både som kulturminister og som konservativ – og jeg anser det for yderst væsentligt, at vi sikrer gode vilkår for det tyske mindretal.”
 
Brian Mikkelsen bevilger i første omgang Der Nordschleswiger 75.000 kroner af tipsrådighedssummen til støtte i første kvartal af 2008. Derudover tilføjer ministeren, at han vil arbejde for, at den nuværende støtte på 250.000 kroner årligt optages som fast tilskud på det årlige tipsaktstykke. Det endelige tilsagn kan dog først gives, når tipsaktstykket er vedtaget i april/maj næste år.
 
Yderligere oplysninger:
Kontorchef Lars Banke, tlf: 3392 9810
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf: 3392 3598