Danmark giver historien tilbage til Dansk Vestindien

Et storstilet digitaliseringsprojekt under Statens Arkiver skal give ny adgang til Danmarks og Dansk Vestindiens fælles historie via internettet.

I 2017 er det 100 år siden, at Danmark, under Første Verdenskrig, solgte de Dansk-Vestindiske Øer til USA for 25 mio. dollars. Det blev afslutningen på et dramatisk kapitel i Danmarks historie – en periode på knap 250 år, hvor Danmark som kolonimagt i Vestindien benyttede afrikanske slaver som arbejdskraft på sukker-, bomulds- og tobaksplantager.

Alle får mulighed for at kigge med

På Rigsarkivet ligger et enestående materiale fra 1671-1917, der i detaljer beskriver mennesker, begivenheder og forhold på de gamle danske kolonier.

I dag er det næsten umuligt for den lokale befolkning at komme til de originale kilder til sin historie. Det vil Rigsarkivet nu ændre radikalt på ved at digitalisere alle væsentlige kilder fra de gamle kolonier, så de kan stilles til rådighed for alle.

Digitaliseringsprojektet skal øge tilgængeligheden til den fælles kulturarv, men også sikre, at de skrøbelige, tropeskadede og nedbrydningstruede arkivalier bliver bevaret for eftertiden.

Arkivalierne samles

I dag opbevares kilderne tre forskellige steder: Rigsarkivet i København, National Archives i Washington D.C. og lokalt på øerne, som i dag hedder US Virgin Islands. Hovedparten af materialet befinder sig på Rigsarkivet, som opbevarer omkring 1500 hyldemeter. National Archives ligger inde med omkring 600 hyldemeter, og på øerne er der kun et mindre antal hyldemeter.

 

Projektet realiseres med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal og Kulturministeriet.

Læs mere på Statens Arkivers hjemmeside

Hent pressebilleder på Statens Arkivers hjemmeside