Danmarkskanonen åbner for forslag den 6. juni

Hvilke samfundsværdier, traditioner eller bevægelser, der har formet os, vil du tage med ind i fremtidens Danmark? Det spørgsmål stiller kulturminister Bertel Haarder nu befolkningen og åbner landsindsamlingen af forslag på www.danmarkskanon.dk.

Fra d. 6. juni 2016 kan hele befolkningen via sociale medier og sitet danmarkskanon.dk komme med forslag til Danmarkskanonen. Og befinder man sig i morgentimerne denne dag i nærheden af Odense Banegård, Aarhus Hovedbanegård eller Københavns Hovedbanegård, kan man også komme forbi Danmarkskanon-indsamlingen og stille sit forslag. 

Kulturminister Bertel Haarder siger:

”Jeg håber, rigtig mange vil stille forslag og sådan være med til at skabe Danmarkskanonen. Det er vigtigt, at vi er bevidste om vores kulturelle identitet, fordi den fortæller, hvem vi er, hvorfor vi lever, som vi gør, og hvorfor der er værdier, vi ikke kan gå på kompromis med. Vi svigter vores børn, hvis de ikke kender til de kulturelle lag, der har formet os. Og vi svigter også dem, som kommer til os udefra, ved ikke at være kulturelt tydelige.”

Om Danmarkskanonen 

Danmarkskanonen skal tydeliggøre og formidle befolkningens og samfundets immaterielle kulturarv. Kanonen vil bestå af traditioner, bevægelser og samfundsværdier, som har formet det danske samfund, og som har relevans for nutiden og fremtiden. På danmarkskanon.dk, facebook.com/danmarkskanon og ved brug af hashtagget #DKkanon på Instagram og Twitter kan man via tekst, billeder eller video indstille sit forslag til Danmarkskanonen. Alle forslag vil til efteråret 2016 blive kurateret af udvalgte videnspersoner til en bruttoliste, som sendes til digital folkeafstemning. 

Samtidigt med landsindsamlingen sætter Kulturministeriet gang i en ”Kanonkaravane” af debataktiviteter. Store folkelige events som Folkemødet på Bornholm, Kulturmødet på Mors og Ungdommens Folkemøde i Søndermarken får besøg af karavanen, og på danmarkskanon.dk kan organisationer og privatpersoner få inspiration til at holde egne debatter og samtaler om kanonen med et digitalt ”debat-kit”.

Læs mere om Danmarkskanonen, se indkomne forslag, og hent inspiration til at lave egne debatarrangementer på www.danmarkskanon.dk fra d. 6. juni. 

Yderligere oplysninger

Kampagneleder Mette Bom, Kulturministeriet, tlf.: 40 55 08 00, bom@remove-this.kum.dk 

Presserådgiver Marie Futtrup, Kulturministeriet, tlf.: 41 39 38 95, mfu@remove-this.kum.dk