Dansk arkitektur markerer sig i London

Kronprinsesse Mary og kulturminister Brian Mikkelsen åbner i dag et 2-dages arkitekturfremstød på den danske ambassade i London.

Fremstødet er en del af en dansk arkitekturudstilling sust-DANE-able på den danske ambassade under London Architectural Festival 20. juni til 20. juli.  

Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:

”Dansk arkitektur er et fantastisk internationalt brand og vores arkitektur er en hastigt voksende eksportvirksomhed. Danske arkitekter vinder massere af internationale konkurrencer, og det skal vi være stolte af. Sidste år offentliggjorde jeg en arkitekturpolitik, der har internationalisering af dansk arkitektur som et væsentligt udviklingsmål. Det er min forhåbning, at denne spændende udstilling vil vise det britiske publikum, at vi har en bred variation af danske arkitektvirksomheder af en rigtig høj kvalitet.”
 
Udstillingens koncept er et resultat af, at Dansk Arkitektur Center (DAC) også deltager på London Architectural Festival med udstillingssuccesen Co-Evolution. De to udstillinger vil sammen skabe stor synlighed om danske kompetencer inden for bæredygtig arkitektur.
 
Formålet med det danske arkitekturfremstød er at markedsføre danske kompetencer inden for arkitektur over for engelske developers, bygherrer, fagpresse samt offentlige beslutningstagere for at øge danske arkitektvirksomheders aktiviteter på det britiske marked.
 
Dansk arkitektur er innovativ og båret af ny teknologi, nye æstetikker og nye processer. Derudover har dansk arkitektur en holistisk tilgang til projektløsning ligesom arkitekturen i disse år søger en ny brugerorienteret samt mere bæredygtig tilgang. Samtidigt hviler dansk arkitektur på en solid tradition og erfaring.
 
Disse styrker og kendetegn bliver vist, når 18 af Danmarks mest markante og markedsførende danske arkitekter deltager i fremstødet i den 24. og 25. juni 2008. Disse virksomheder er: C. F. Møller, schmidt hammer lassen, 3XN, Arkitema, Henning Larsen Architects, Dissing+Weitling, KHR arkitekter, aart, Vilhelm Lauritzen, EBD, Force4, Friis & Moltke, Holgaard arkitekter, Mutopia, Rubow Arkitekter, Site, Svenborg Architects, aarhus arkitekterne.   

For yderligere oplysninger kontakt

Martin Østergaard-Nielsen, tlf.: 3392 3598
Specialkonsulent Mikkel Buchter, tlf.: 3392 3585