Dansk design i Milano

19 danske designere udstiller nye værker på årets designuge i Milano d. 14. -19. april. Årets MINDCRAFT-udstilling er kurateret af den dansk-italienske designduo GamFratesi og vises i historiske omgivelser i Brera centralt i Milano

Grundtanken bag MINDCRAFT er at belyse feltet mellem mind og craft i dansk design og kunsthåndværk. På den ene side det eksperimenterende, nytænkende og konceptuelle design og på den anden side de højeste kunstneriske og håndværksmæssige færdigheder.

I år kommer det gamle kloster Chiostro Minore di San Simpliciano i det centrale Milano til at danne rammen om de danske designere og kunsthåndværkere.

De udvalgte designere og kunsthåndværkere i MINDCRAFT15 er:

  • Benandsebastian
  • Louise Campbell
  • Rosa Tolnov Clausen
  • Claydies, Edvard-Steenfatt
  • Halstrøm-Odgaard
  • Ole Jensen
  • Jørgensen-Depping
  • Akiko Kuwahata
  • Cecilie Manz
  • Eske Rex
  • Tora Urup
  • Henrik Vibskov
  • Jakob Wagner.

Om MINDCRAFT

MINDCRAFT-udstillingerne tilhører Statens Kunstfond og organiseres af Kulturstyrelsen.

MINDCRAFT er et internationalt anerkendt og prisbelønnet udstillingskoncept, der med skiftende deltagere og skiftende kuratorer præsenterer det ypperste inden for dansk kunsthåndværk og design. Formålet er at profilere og brande danske

kunsthåndværk og design over for både nationale og internationale meningsdannere, presse, producenter og andre fagfolk på området samt at hjælpe de deltagende kunsthåndværkere og designere med at skabe nye kontakter til markedet og pressen.

Flere deltagere i tidligere MINDCRAFT-udstillinger er blevet spottet af toneangivende producenter, f.eks. italienske Nemo Cassina og danske producenter som Fredericia Furniture, Muuto, Trip Trap og Gubi. Andre har solgt værker til private samlere

eller etableret nye samarbejder med højtprofilerede gallerier i New York, London og Paris.