Dansk design styrkes med 40 millioner

Regeringen og Folketingets partier er i dag blevet enige om fordelingen af en pulje på 40 millioner kroner over de næste fire år til designområdet.

Puljen er et resultat af en aftale, som regeringen og Folketingets partier indgik i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2005.

Brian Mikkelsen udtaler:

”Der er et enormt vækstpotentiale i dansk design, arkitektur og kunsthåndværk, og jeg er glad for, at vi har indgået en aftale, der styrker disse områder. Aftalen vil betyde, at den internationale markedsføring af dansk design styrkes, ligesom den giver et rygstød til de mange talenter, der skal ud og etablere sig i erhvervslivet, eller som vil rejse udenlands for at lade sig inspirere og knytte internationale kontakter.”

Helt konkret fordeles de 40 millioner kroner til fem hovedområder:

     

  • International markedsføring af design og kunsthåndværk. Der afsættes i alt 3,5 mio. kr. i 2005 og derefter 4 mio. kr. årligt frem til 2008 til initiativer, der har til formål at bidrage til international markedsføring.
  • Rådgivning af unge designere og arkitekter, der vil etablere sig på arbejdsmarkedet. Der afsættes 1 mio. kr. i 2005 og 2 mio. kr. årligt i 2006-2008 til initiativer, der fremmer danske kunsthåndværkere, designere og arkitekters muligheder for at udnytte deres færdigheder bedst muligt på arbejdsmarkedet.
  • Designår 2005. Der afsættes i alt 2 mio. kr. i 2005 til særlige initiativer, der i 2005 skal bidrage til at markere et dansk fokus på design.
  • Rejselegater for unge talenter inden for design, kunsthåndværk og arkitektur. Der afsættes 0,5 mio. kr. i 2005 og 1 mio. kr. årligt fra 2006 til 2008 til en stipendieordning, der skal give nyuddannede danske kunsthåndværkere, designere og arkitekter mulighed for at rejse til udlandet.
  • Sikre grundlag for Center for Designforskning. Der afsættes
    i alt 3 mio. kr. årligt til designforskning under Center for Designforskning. Bevillingen skal styrke centret og bidrage til at sikre det en selvstændig identitet og profil.

Yderligere oplysninger:

Specialkonsulent Mikkel Buchter, tilf: 3392 9818
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf: 3392 3598