Den danske kulturkanon i operaen

Den danske Kulturkanon præsenteres ved en festforestilling på Det Kongelige Teater, Operaens Store Scene, onsdag den 10. maj 2006.

Modtagelsen af kulturkanonen har med al tydelighed vist, at den danske kulturarv er en levende størrelse, der konstant udfordrer til debat og nye oplevelser.  Nu bliver der mulighed for at se og høre uddrag af værkerne fra kanonen i en festforestilling produceret af Danmarks Radio og Det Kongelige Teater. Forestillingen vil have deltagelse af nogle af landets ypperste kunstnere.
 
Blandt de mange kunstneriske indslag kan nævnes Rasmus Nøhr og Tue West i fortolkerens rolle, mens Benny Andersen og Povl Dissing og Bent Fabricius-Bjerre lægger sang og musik til deres værker fra kulturkanonen. Balletdanserne Johan Kobborg og Gudrun Bojesen kan opleves i Enetime instrueret af Flemming Flindt. Herudover vil de forskellige kunstarter fra Kulturkanonen fylde Operahuset Store Scene på forskellig vis med indlagte overraskelser.
 
Der transmitteres samme aften fra forestillingen på DR1.
 
Festforestillingen overværes af Hendes Majestæt Dronningen.
 
Der åbnes for billetsalg efter påske fra det Kongelige Teaters Billetsalg.

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf.: 3392 3598