Ekstra støtte på vej til medier, kunstnere, folkeoplysningen og folkehøjskoler

Folketinget har godkendt et forslag fra regeringen om at forlænge hjælpepakker til medievirksomheder, kunstnere med kombinationsindkomster, folkeoplysning og folkehøjskoler til og med 8. juli 2020.

Kulturminister Joy Mogensen siger:

"Selv om vi er startet med en gradvis genåbning af vores samfund, er der stadig brug for at holde hånden under vores kulturliv, medier og folkeoplysningen.

Regeringen og Folketinget har derfor besluttet at forlænge tre hjælpepakker til kulturområdet. Både medievirksomheder, kunstnere og folkeoplysningen og folkehøjskoler står i en meget svær økonomisk situation, som for mange vil strække sig ind i juli. Derfor sikrer vi nu, at de kan få en ekstra håndsrækning også i den næste svære tid.”

Baggrund

Der er på Kulturministeriets område etableret en række hjælpeordninger, der skal støtte dansk kultur, medier og folkeoplysningen og folkehøjskoler igennem Corona-krisen. Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik i april tre aftaler om midlertidige hjælpeordninger til medievirksomheder, kunstnere samt til højskoler, aftenskoler og folkeuniversiteter.

Ordningerne forlænges med en måned, så de gælder perioden 6. marts 2020 til og med 8. juli 2020. Dermed sikres ekstra støtte til et trængt kulturliv i den kommende tid. Det gælder følgende ordninger:

  • Kompensationsordning for medievirksomheders tabte annonceindtægter
  • Midlertidig kunststøtteordning for kunstnere med kombinationsindkomster
  • Midlertidig hjælpeordning målrettet folkeoplysning og folkehøjskoler

Samtidig omfattes daghøjskolerne af hjælpeordningen til folkeoplysning og folkehøjskoler.
Forlængelsen af ordningerne forventes at beløbe sig til 122 mio. kr., og samlet set forventes de tre hjælpepakker at tilføre 545 mio. kr. til medievirksomheder, kunstnere med kombinationsindkomster, folkeoplysningen og folkehøjskoler.

Find mere information om hjælpepakkerne og kompensationsordningerne på kulturområdet.


Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16
Kulturministeriets Corona-hotline: 33 74 50 00