Ekstraordinær bevilling til nye museumsmagasiner

Kulturminister Rasmus Prehn sikrer ekstraordinært 16,6 mio. kr. til magasinprojekter på landets museer. Dermed styrkes opbevaringen af over 8. mio. museumsgenstande rundt om i landet.

Kulturminister Rasmus Prehn siger:

”Over hele landet opbevarer og sikrer vores museer historien om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra – på tværs af land og by, sociale skel. Det er en skat for fremtidige generationer. Men også en udfordring, for det er rigtig mange genstande der skal bevares. Ved ekstraordinært at give midler til magasinprojekter bidrager vi til en langsigtet løsning for vores museer.”

Folketingets Finansudvalg har netop godkendt regeringens ønske om at anvende 16,6 mio. kr. til en ekstraordinær indsats for at understøtte etableringen af tidssvarende magasiner på statsanerkendte museer. Midlerne anvendes til følgende magasinprojekter:

• Brunde (Museum Sønderjylland): 1,0 mio. kr.
• Fensmark (Museum Sydøstdanmark): 0,3 mio. kr.
• Trige (Den Gamle By, Kvindemuseet, Naturhistorisk Museum, Moesgaard Museum, Randers Kunstmuseum):4,6 mio. kr.
• Tejn (Bornholms Museum, Bornholms Kunstmuseum): 2,6 mio. kr.
• Svendborg (Naturama): 1,5 mio. kr.
• Ribe (Sydvestjyske Museer, Ribe Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, Fiskeri- og Søfartsmuseet): 2,6 mio. kr.
• Nykøbing Falster (Museum Lolland-Falster): 1,5 mio. kr.
• Thisted (Museum Thy): 1,0 mio. kr.
• Hjerl Hede (Holstebro Museum): 1,5 mio. kr.

Baggrund

Midlerne kommer fra den tidligere regerings projekt ’Kend dit Land’, hvor pengene er overskydende midler fra 2019, som ikke er uddelt til projekter i skoleåret 2019/2020. Projektet Kend dit land er ikke er blevet videreført på finansloven for 2020. Skoler, der allerede har fået tildelt midler i 2019, påvirkes ikke, og disse projekter gennemføres planmæssigt.
Midlerne kommer oven i en pulje på 10,7 mio. kr., som Slots- og Kulturstyrelsen netop har uddelt til styrkelse af samlinger og forskning på en række museer.

Læs mere om midlerne til samlingsvaretagelse og forskning

Læs aktstykke fra Folketingets finansudvalg (pdf)

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16