Europa til kamp mod matchfixing

På Europarådets sportsministerkonference i dag torsdag giver kulturminister Marianne Jelved klar dansk opbakning til en ny konvention om bekæmpelse af matchfixing.

Kulturminister Marianne Jelved siger:

”Kampen mod matchfixing er afgørende for idrætten. Matchfixing er snyd, og det underminerer idrættens troværdighed. Matchfixing er imod alt det, idrætten står for, som f.eks. vindermentalitet, fair play, dygtighed og holdånd. Matchfixing sker ofte på tværs af landegrænser, og derfor har vi brug for en international indsats. Konventionen er første skridt til international bekæmpelse af matchfixing, og jeg opfordrer alle europæiske lande til at engagere sig i kampen.”

Fakta

Konventionen er det første internationale regelsæt om matchfixing. Formålet er at bekæmpe snyd i idrætten. Konventionen skal bidrage til at beskytte idrættens troværdighed under hensyntagen til idrættens autonomi. 

Matchfixingsagerne fra andre lande både i Europa og resten af verden er talrige. I Danmark har DIF behandlet en række sager i idrættens eget system. 

Konventionen indeholder regler om, at landene skal sikre følgende:

  • at der klarlægges præventive indsatser
  • at matchfixing kan straffes efter reglerne om tvang, korruption eller bedrageri
  • at et nationalt og internationalt samarbejde om bekæmpelse af matchfixing, understøttes. 

Konventionen opstiller krav til medlemsstaterne og omhandler regler for såvel offentlige myndigheder som for idrætsorganisationer og spiludbydere. De danske idrætsorganisationer og spiludbydere bakker op om konventionen.

Yderligere oplysninger

Særlig rådgiver for kulturministeren, Tine Lund-Bretlau, tlf.: 25 44 27 70

Kontorchef Bente Skovgaard Kristensen, Kulturministeriet, tlf.: 51 88 67 69 

Læs konventionen her