Filmskolens manuskriptuddannelse udvides

Kulturminister Marianne Jelved har sagt ja til på forsøgsbasis at udvide Manuskriptuddannelsen på Filmskolen til at være 4-årig fra efteråret 2015.

”Jeg har lyttet til Filmskolens ønske om at give de studerende på Manuskriptuddannelsen bedre muligheder for at samarbejde med instruktører og producere under uddannelsen, og derfor bliver uddannelsen nu 4-årig. Talenterne er vækstlaget i dansk film, og det ligger mig meget på sinde at skabe rammerne for at vi også fremover får dygtige manuskriptforfattere, der kan give os gode filmoplevelser”, siger kulturminister Marianne Jelved.

Udviklingen af den nye uddannelse vil ske med sparring fra en følgegruppe, som består af tv-producent Ingolf Gabold, filmkonsulent Kim Leona, instruktør Annette K. Olesen, forfatter og redaktør Simon Pasternak og manuskriptforfatterne Hanna Lundblad og Ida Maria Rydén.

De studerende på Manuskriptuddannelsen  kommer til at arbejde med udviklingen af fiktionsfilm, tv-serier, animation og computerspilsuniverser. Samtidig vil den 4-årige uddannelse byde på et stærkere fokus på den kunstneriske dimension.

Rektor Vinca Wiedemann: ”Manuskriptforfatterne skal i højere grad udforske deres personlige formsprog og stimuleres til at søge nye veje.  Vi vil også lade os inspirere af hvordan man arbejder med at uddanne talent inden for de andre skrivende kunstarter. Målet er at give de danske filmmanuskripter en saltvandsindsprøjtning, så vi får en større mangfoldighed af filmhistorier og raffinerer den måde, vi fortæller på. ”

Der er ansøgningsfrist til Manuskriptuddannelsen 3. marts 2015.

Læs mere om Den Danske Filmskole