Flere besøgende på landets museer

Nye tal fra Danmarks Statistik viser en fremgang på landets museer på 8 procent i forhold til 2013. Kulturminister Marianne Jelved er imponeret over fremgangen.

14.429.152 gæster besøgte i 2014 landets museer, hvilket svarer til en fremgang på 8 procent i forhold til 2013. Det viser den årlige besøgsstatistik for de danske museer, som Danmarks statistik i dag har offentliggjort.

Kulturminister Marianne Jelved siger:
”Tallene viser tydeligt, at museerne stadig er et væsentligt rum, hvor vi kan reflektere over vores fortid, nutid og fremtid. Det er imponerende, at det igen er lykkedes museerne at få flere til at interessere sig for deres samlinger og vores historie. Det viser, at de hele tiden bliver bedre til at være relevante og efterspurgte i en tid, hvor kulturforbruget i øvrigt ændrer sig markant”.

Fakta
De statsstøttede museer havde 11,2 millioner besøgende i 2014 mod 10,7 millioner i 2013, en stigning på 5 procent. 78 procent af museumsbesøgene foregår på de statsstøttede museer.

Museerne har haft en samlet vækst på mere end 40 procent i løbet af de sidste ti år.

Danmarks Statistiks årlige museumsstatistik viser udviklingen for hvert enkelt museum, og hvilke museer, der har været blandt de mest besøgte.

Se statistikken på Danmark Statistik

Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16