FOLKEMØDE 2013

Kulturminister Marianne Jelved deltager i en række arrangementer på dette års Folkemøde 2013 på Bornholm. Folkemødet løber af stablen fra torsdag den 13. juni til søndag den 16. juni.

Kulturminister Marianne Jelved deltager i hele 18 arrangementer under årets Folkemøde på Bornholm, blandt andre paneldebat om Bibliotekerne som public service-funktion og en samtale med Adrian Hughes om læseglæde og kulturministerens nye læseinitiativ ”Danmark læser”.

Ministeren vil også deltage i debatter under overskrifterne ”Hvad skal vi med højskolerne?”, ”Er der kraft i civilsamfundet?”, ”Hvor er kultur-/værdidebatterne blevet af?”, temadiskussion om kulturens vigtige rolle i alle dele af Danmark og meget mere.

Det primære formål med Folkemødet er at styrke demokratiet og dialogen i Danmark ved at give borgerne mulighed for at mødes ansigt til ansigt med beslutningstagere fra erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner.

Gratis og åbne events

Folkemødet er et non profit-foretagende under Bornholms Regionskommune. Under Folkemødet vil der i år blive afviklet over 1000 events i form af debatter, taler, workshops, foredrag, happenings m.m., som de politiske partier, organisationer, virksomheder og private borgere arrangerer.

Yderligere oplysninger

For yderligere oplysninger om kulturminister Marianne Jelveds program på Folkemødet 2013, kontakt Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16

Læs mere om kulturminister Marianne Jelveds initiativ "Danmark Læser"

Læs om Kulturstyrelsen på Folkemødet 2013

Læs mere om Højskolerne På Folkemødet 2013

Om Folkemødet

Folkemødet – Danmarks politikfestival på Bornholm – finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby Allinge. Folkemødet er dermed en årlig påmindelse om, at det åbne danske demokrati er værd at værne om og påskønne. Bornholms Regionskommune arrangerede og afholdt Folkemødet for første gang i 2011, og i 2012 fik Folkemødet sit reelle gennembrud med 748 events i det officielle program og ca. 32.000 deltagere. 

Læs mere om Folkemødet og se årets program på Folkemødets egen hjemmeside