Frihedsskulptur klar til indvielse

Den 26. september inviterer Kulturminister Joy Mogensen til officiel indvielse af skulpturen 'Freedom', som Danmark har fået i gave af Jomfruøerne.

Danmark, repræsenteret ved Museum Vestsjælland, modtog i forbindelse med 100-året for overdragelsen af Jomfruøerne til USA i 2017 et eksemplar af skulpturen 'Freedom' som gave fra Øerne. Skulpturen har turneret rundt på fire danske museer og har været igennem en restaureringsproces, der har rustet skulpturen til at modstå de danske klimaforhold. 

I dag findes der fire eksemplarer – én der er på vej til at blive indviet ved Eigtveds Pakhus og tre andre placeret på Jomfruøerne. 

Kulturminister Joy Mogensen siger:

”Vores Danmarkshistorie rummer både lyse og mørke kapitler. Vi må ikke gemme os for vores egen historie, heller ikke de mest skamfulde kapitler. ’Freedom’-skulpturen er med til at minde os om en tid, hvor Danmark var kolonimagt. Skulpturen er en påmindelse om menneskets frihedskamp, der aldrig slutter. Og fordi vi ikke altid har været på den rigtige side af det spørgsmål, tvinges vi, blandt andet med dette værk, til hele tiden at spørge os selv, om vi stadig er tilstrækkeligt engageret i menneskers frihed og selvbestemmelse i verden.”

Alle er velkomne til indvielse 

Indvielsen finder sted 26. september kl. 12.00 ved Eigtveds Pakhus, Strandgade 25G, 1401 København. Der er mulighed for at deltage ved arrangementet, dog kræver det forudgående tilmelding til slb@remove-this.kum.dk.

Baggrund om skulpturen

Skulpturen 'Freedom', som er skabt af billedhugger Bright Bimpong i 1998, er skænket som gave fra De Amerikanske Jomfruøer til Danmark i 2017 i anledning af 100-året for overdragelsen af Øerne til USA. Holbæk Museum, Nationalmuseet, Københavns Rådhus samt Arbejdermuseet har alle på skift udstillet skulpturen, som nu får permanent placering ved Eigtveds Pakhus. 

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16