Håndboldstjerner til kamp mod matchfixing

Håndboldspillerne Louise Burgaard og Niklas Landin har valgt at blive ambassadører for kampagnen ”stopmatchfixing.dk – sig noget hvis du ser noget”.

Louise Burgaard udtaler:  

”Matchfixing ødelægger alt det, som gør sport fantastisk, intens, overraskende og seværdig. Hvem gider at se på eller bakke op om et hold, der går på banen for at tabe? Jeg frygter matchfixing kan ødelægge sporten ved at alle mister tilliden til hinanden. Skal man som spiller frygte at en holdkammerat er blandet ind i noget? Hvis holdet ikke præsterer, frygter sponsoren så, at kampen er fixet? Vil fansene og tv-seerne falde fra fordi kampene er forudsigelige? Indbegrebet af sport er netop fighten, vildskaben og hvem der rammer dagen, og hvis det er væk pga. matchfixing, så er der ingen sport tilbage. ”

Niklas Landin udtaler:

Jeg har valgt at være ambassadør for stopmatchfixing kampagnen fordi, det desværre er en stor del af sporten. Og det vil jeg gerne være med til at sætte fokus på, så det kan blive langt mindre og gerne helt væk fra sporten. Jeg frygter, at matchfixing kan ødelægge sport ved, at det ikke bliver det sportslige som er i atleternes hoved men derimod det bedste pengetilbud. Dermed bliver sporten ikke troværdig. Og det ville være katastrofalt.”

Kampagnen er initieret af Kulturministeriet i samarbejde med DIF, DBU, Danske Spil, DOGA, Unibet, Bettfair og Betsson Group for at dæmme op for matchfixing og snyd i sporten. Kampagnen slår på sammenholdet og kærligheden til sporten og opfordrer den enkelte idrætsudøver til aktivt at fortælle om ulovlige eller problematiske hændelser -  at ”sige noget, hvis man ser noget” til trænere, ledere eller til kampagnens 24timers bemandede hotline på 70 70 70 94.

Kampagnen informerer idrætsudøvere om regler og konsekvenser ved matchfixing, bl.a. ved over 200 opsøgende klubbesøg indenfor 5 forskellige sportsgrene, en viral indsats med kampagnevideoer, en aktiv facebook og instagramkonto og via ambassadørernes eget netværk. På kampagnens facebookside www.facebook.com/stopmatchfixingdk og www.stopmatchfixing.dk kan du læse mere om kampagnen og om de andre stopmatchfixing-ambassadører; tennisspiller Tine Scheuer-Larsen, badmintonspiller Hans Christian-Vittinghus, og fodboldspiller Erik Sviatchenko.

Kontakt kampagnerådgiver Mette Bom på tlf: 40 55 08 00 eller Morten Krogsgaard på tlf: 25 73 51 14, hvis du ønsker interview med ambassadørerne eller vil vide mere om kampagnen.