Jubilæet markerer begyndelsen på højskolebevægelsen i Danmark. Det startede tilbage i 1844, hvor grundlægger Christian Flor oprettede Rødding Højskole og forberedte de sønderjyske bønder på at deltage i et gryende demokrati med afsæt i Grundtvigs tanker. 175 år efter kan 69 højskoler i hele Danmark fejre en lang og traditionsrig livsskole med fokus på oplysning, dannelse, samfundsengagement og fællesskab.
Kulturminister Mette Bock siger:
”Grundlæggelsen af Rødding Højskole for 175 år siden, markerer den spæde start på højskoletraditionen. Det er en central milepæl i danmarkshistorien, som har formet dansk kultur lige siden via skolernes fokus på demokratisk dannelse og folkeoplysning. Aktiviteterne sikrer, at jubilæet bliver vedkommende for både skoler, elever og alle interesserede borgere, og ikke mindst at kendskabet til højskolerne betydning udbredes – nationalt som internationalt.”
Jubilæumsaktiviteter i hele landet
Hver af landets 69 højskoler får et tilskud på 10.000 kr. til fejringen af jubilæet, så skolerne får mulighed for at markere og prioritere jubilæet. Folkehøjskolernes Forening i Danmark vil derudover udgive 11 magasiner med fokus på en række kerneelementer i højskoleformen for at dele ud af højskoleformens mangeårige erfaringer. Foreningen planlægger dertil at afholde henholdsvis en nordisk og en international jubilæumskonference med henblik på at diskutere folkehøjskolens betydning for udviklingen af demokrati i norden og samtidig at revitalisere en international oplysningsbevægelse.
Yderligere oplysninger
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16