09/11/2017

Idrætsforsker modtager Kulturministeriets forskningspris

Kulturministeriets forskningspris, Julius Bomholt-prisen, er i dag blevet tildelt lektor i idræt dr. scient. Ernst Albin Hansen. Han modtager prisen for sin forskning i motorisk kontrol og adfærd i forbindelse med rytmiske bevægelser som i fx cykling, gang og løb.

Kulturminister Mette Bock siger:

"Ernst Albin Hansen modtager Julius Bomholt-prisen, fordi hans forskning har givet os ny viden om, hvordan vi bedst bruger vores kræfter, når vi cykler, og hvordan man træner bedst muligt som idrætsudøver. Netop viden om, hvordan mennesker bruger og forbruger energi er vigtig for idrætsudøvere.

Jeg er glad for, at prisen i år går til et forskningsbidrag, hvis resultater ikke umiddelbart er tilgængelige for ikke-fagfolk, men som ikke desto mindre er vigtige resultater, som mange mennesker kan få glæde af. Forskningsresultater skal bruges, og Ernst Albin Hansen har leveret væsentlig viden, der vil komme mange til gavn.”

Formand for Kulturministeriets Forskningsudvalg Anne-Marie Mai begrunder indstillingen således: 

”Kulturministeriets Forskningsudvalg modtager hvert år mange spændende ansøgninger om tilskud til forskningsprojekter på idrætsområdet, og det er en stor glæde for Forskningsudvalget at kunne pege på en prismodtager fra idrætsområdet. 

Ernst Albin Hansen modtager Julius Bomholt-prisen for sin doktorafhandling, der undersøger frivillig rytmisk bevægelse udført med benene hos mennesket ved at anvende cykling som bevægelsesmodel. Albin Hansens forskning handler kort sagt om at forstå, hvordan vi træder i pedalerne, når vi ikke tænker over det, om hvad der sker, når vi cykler under belastning, og om hvad vi får ud af vores bevægelsesmønstre. Den handler om forholdet mellem bevægelse og forbrug af energi. Albin Hansens forskning skaffer ikke medvind på alle cykelstier, men den giver os indsigt i, hvordan vores fysik virker, og hvordan vi kan bruge vores kræfter endnu bedre.”

Om Julius Bomholt-prisen

Kulturministeriets Forskningspris, Julius Bomholt Prisen, gives for nyskabende forskning af højeste kvalitet, som anerkendelse af en fremragende forskningsindsats. Prisen uddeles én gang om året i tilknytning til Kulturministeriets årlige forskningsseminar Julius Bomholt-seminaret. Prisen er indstiftet af Kulturministeriet og navngivet efter Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt. Vinderen af Julius Bomholt-prisen modtager en medalje i bronze skabt af billedkunstner Morten Stræde. 

Dr. scient. Ernst Albin Hansen er lektor i idræt ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. Han modtager prisen for sin doktorafhandling, ’On voluntary rhythmic leg movement behaviour and control during pedalling’. Overrækkelsen finder sted i dag på Aarhus Universitet.

Yderligere oplysninger

Formand for Kulturministeriets Forskningsudvalg, Anne-Marie Mai, tlf.: 24 27 63 57 

Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16