Ildsjæl modtager Kulturministeriets Idrætspris 2008

Kulturministeren har netop offentliggjort, at Kulturministeriets Idrætspris i 2008 går til ildsjælen Martin Damgaard, børnekonsulent i Ringsted IF.

Ni kandidater var indstillet til prisen, som gives for en exceptionel præstation eller indsats inden for idrættens verden.
 
Martin Damgaard modtager prisen på 200.000 kr. foran blandt andet 49’er-sejlerne, svømmeren Lotte Friis og tennisspilleren Caroline Wozniacki.
 
Martin Damgaard er indstillet af Danmarks Idræts-Forbund, som har lagt vægt på Martin Damgaards livslange indsats inden for den frivillige foreningsidræt. Martin har uge efter uge, år efter år instrueret og inspireret et utal af børn inden for idrætten.
 
Siden 2007 har Martin Damgaard desuden været børnekonsulent i Ringsted IF, hvor han har bidraget til at opbygge børns motoriske formåen i dagtilbudene.

Kulturminister Carina Christensen udtaler:

”Når jeg har valgt, at Martin Damgaard skal have prisen i 2008, er det, fordi han har ydet en ekstraordinær stor indsats i det frivillige foreningsliv – ikke kun i år, men over mange år. Martin er en ildsjæl. De findes i mange idrætsforeninger, og det er personer som ham, der er med til at få landets klubber og foreninger til at fungere. Martins store indsats gør ham til en rollemodel for frivillige i foreningslivet, og hans indsats kan forhåbentlig inspirere andre til at yde en værdifuld indsats i idrættens verden.”
 
Prisen er tidligere gået til Dansk Bordtennis Union (2005), forskeren Bente Klarlund Pedersen (2006) og trampolinspringeren Peter Jensen (2007).

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Skovmand, tlf.: 24 69 64 21
Kontorchef Bente Skovgaard Kristensen, tlf.: 51 88 67 69