Illustratorpris til Cato Thau-Jensen

En suveræn kunstner med stor spændvidde.

 

Det er grunden til, at tegneren og illustratoren Cato Thau-Jensen modtager Kulturministeriets Illustratorpris 2002. Prisen er på 30.000 kr. og bliver overrakt af kulturminister Brian Mikkelsen ved et arrangement på Hofteatret den 23. maj.

 

Cato Thau-Jensen nærer stor kærlighed til teatrets verden, som han skildrer i ”Suffløsen og den lille Folmer”, hvor tegningerne er suppleret med collager. Illustrationerne til ”Grimms eventyr”, hvor Cato Thau-Jensen boltrer sig i skildringen af prinser og prinsesser i overdådige dragter, leder også tanken hen på teatret og dets kostumer.

I billedbogen ”Drengen der lå i sin seng, mens hans far og damefrisøren så på” med tekst af Kim Fupz Aakeson følger vi Werner, som har mistet sin mor og ikke kan lide sin fars nye kone. Tekst og illustrationer skildrer det svære emne nænsomt og fint.

”Cato Thau-Jensen er en fremragende illustrator, der både kan illustrere velkendte eventyr og absurde tekster. Et af de fornemste eksempler er bogen ”Den frygtelige hånd”, som er en fortælling for større børn. Tegningerne kommenterer Louis Jensens tekst og følger den som et bånd nederst på siderne. Resultatet bliver en helt unik bog”, udtaler Brian Mikkelsen.

Cato Thau-Jensen er uddannet på Designskolen Kolding og bosat i Sorø. Han debuterede i 1995.

Kulturministeriets Illustratorpris har været uddelt hvert år siden 1979.

Yderligere oplysninger: 

Prisudvalgets sekretær Eva Jensen    3392 3583
Pressechef Jakob Høyer                   3392 3598