Jelved åbner for online adgang til historiske aviser

Ny søgetjeneste fra Statsbiblioteket giver lettere adgang til dansk historie. Statsbibliotekets Mediestream vil på sigt give adgang til søgning i 32 mio. historiske avissider, som rækker 350 år tilbage.

Kulturminister Marianne Jelved siger:
”Aviserne er en vigtig kilde til Danmarks historie. Vi har længe haft mulighed for at søge på mikrofilm, når vi ville finde frem til historiske begivenheder, debatter og andet. Det bliver uendeligt meget lettere, når vi fremover kan søge på tværs af aviserne. Det giver helt nye muligheder for forskning og almen opdagelseslyst”.

Områdedirektør for Statsbibliotekets Nationalbiblioteksområde, Tonny Skovgård Jensen siger:
”Mediestream Aviser giver vores brugere helt nye muligheder for at lave research. Når kulturarven bliver digital, får den nyt liv, og bliver en levende del af borgernes hverdag. Selv om der ikke er fri adgang til alle aviser hjemmefra, er der stadig et stort antal som er tilgængelige for lokalhistorikere, slægtsforskere, skoleelever og andre interesserede. Vi modtager i øjeblikket næsten dagligt spørgsmål om, hvornår og hvordan man kan få adgang til aviserne, og vi glæder os derfor meget til åbningen.”

Om projektet
Statsbibliotekets Mediestream giver nu alle danskere mulighed for at søge i de digitaliserede historiske aviser. I alt 32 mio. avissider vil blive lagt ud på Mediestream i løbet af 2015-2016. Der vil være fri adgang til at søge og læse i aviser fra perioden indtil 1915 hjemmefra, imens der er adgang til læsning af aviser fra 1915 og frem på pligtafleveringsinstitutionerne Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Filminstitut.

Avisdigitaliseringsprojektet er finansieret med 5,5 mio.kr. årligt fra Finansloven i årene 2013-2015, som dækker omkostningerne ved digitaliseringen. Dertil kommer en tildeling af UMTS-midler til formidling af digitale aviser på 6,0 mio. kr. Desuden er der givet tilsagn om 0,6 mio. kr. fra Aarhus Stiftstidendes Fond til formidling og tilgængeliggørelse af aviserne.

Yderligere oplysninger
www.statsbiblioteket.dk/mediestreamaviser

Kontakt
Kulturministeriets pressetelefon, tlf.: 22 76 51 16
Områdedirektør, Tonny Skovgård Jensen Statsbiblioteket, tlf.: 41 31 77 23