Kandidater til Kulturministerens Handicapidrætspris

For anden gang uddeles Kulturministerens Handicapidrætspris. Det sker ved arrangementet Sport 2010, der afholdes i MCH Messecenter Herning, Jyske Bank BOXEN.

Formålet med prisen, der er på 75.000 kr., er at sætte fokus på personer eller organisationer, som gør en særlig indsats for at fremme eller udvikle handicapidrætten og/eller handicapidrættens forhold. Prisen gives til personer, organisationer, virksomheder eller lignende, som har gjort en enestående indsats for handicapidrætten.

Kulturminister Per Stig Møller siger:

”Jeg har modtaget indstillinger på i alt 6 kandidater til Kulturministerens Handicapidrætspris 2010. Kampen om prisen er hård. Alle de indstillede kandidater yder en kæmpestor indsats inden for handicapidrætten. Jeg ser frem til at udpege vinderen den 8. januar 2011 på Sport 2010 i MCH Messecenter Herning.”

De indstillede kandidater, som kæmper om at vinde prisen på lørdag, er:

Ridelandsholdet for handicappede ryttere samt holdleder Lis Lihme, indstillet af Dansk Handicap Idræts-Forbund, fordi holdet med sine 7 VM-medaljer medvirkede til, at Danmark samlet sluttede som 3. bedste nation i verden ved VM i Kentucky i oktober 2010, og fordi holdet virker som gode rollemodeller.

Michael Steen Astrup, indstillet af Danske Handicaporganisationer for sit enestående engagement i undervisning af børn med multiple handicaps i svømning.

Mansoor Siddiqi, indstillet af Danmarks Idræts-Forbund for sin indsats som eliteidrætsudøver, sin indsats som opfinder og sin drivkraft som igangsætter af racerunning.

Ergoterapeut Ulla Westendorp, indstillet af Handicapidrættens Videnscenter, for gennem sit arbejde ved Videnshus Dybkær at sikre, at elever med fysiske og psykiske handicap deltager i idræt, bevægelse og fællesskab i naturen.

Formand Lars Brandi, Thisted Skyttekreds og formand Per Dommerby Kristiansen, Dansk Blindesamfunds Thys Mors-afdeling, indstillet af DGI, for deres arbejde med at etablere blindeskydning i Thisted Skyttekreds.

Bordtennisspiller Peter Rosenmeier, indstillet af Team Danmark for store sportslige præstationer i 2010.

Yderligere oplysninger:

Kommunikationschef Michael Jannerup, tlf.: 24 69 64 21
Kontorchef Bente Skovgaard Kristensen, tlf.: 33 92 35 68