Kanon for dansk eliteidræt

Kanon for dansk eliteidræt

Team Danmark har sammen med kulturminister Brian Mikkelsen taget initiativ til at få udarbejdet en kanon for dansk eliteidræt. Der bliver nu nedsat et kanonudvalg, som inden udgangen af året skal pege på 12 danske eliteidrætsbegivenheder, der i særlig grad har givet oplevelser til stadig nye generationer af danske idrætsentusiaster.

”Eliteidrætten giver stof til uforglemmelige stunder. Derfor har vi taget initiativ til dette utraditionelle – og lidt uhøjtidelige – arbejde. Med en kanon for dansk eliteidræt ønsker vi at fremhæve spændvidden i store danske idrætsoplevelser, og vi vil sætte fokus på eliteidrættens betydning. Og så håber vi, at kanonarbejdet får alle danske sportsentusiaster til at diskutere indbyrdes, hvad der har gjort størst indtryk. Har det været Ole Olsens bedrifter, Kipketers verdensrekord eller Henry Froms tyggegummi på stolpen ved OL i Rom?” udtaler formand for Team Danmark Carl Holst

De 12 ”værker”, som udvalget skal pege på, kan være store danske sportslige præstationer, enestående og helstøbte danske sportskarrierer, særligt medrivende begivenheder med dansk deltagelse, beundringsværdige og bemærkelsesværdige sportslige detaljer udført af danske eliteidrætsudøvere eller danske nyskabelser inden for disciplinudvikling, træning, teknik, udstyr el. lign.

”For mig er eliteidræt – og idræt i al almindelighed – en vigtig del af kulturen. Derfor støtter jeg Team Danmarks initiativ. Vi har fået sammensat et vidtfavnende udvalg, som har mange indgangsvinkler til idrætten. Jeg glæder mig meget til at følge udvalgets arbejde og se deres bud på, hvilke begivenheder der har haft særlig stor betydning for udviklingen i dansk idræt – og sammenligne det med mit eget bud”, udtaler kulturminister Brian Mikkelsen.

Kanonudvalget, som er udpeget af Team Danmark og kulturministeren i fællesskab, skal ledes af Else Trangbæk, tidligere OL deltager og lektor i idrætshistorie ved Institut for Idræt. De øvrige medlemmer er: Camilla Andersen, tidligere landsholdsspiller i håndbold, Olav Skaaning Andersen, chef på DR-sporten, Rasmus Bech, chefredaktør på Politiken sport, Morten Stig Christensen, chef på TV2-sporten og tidligere landsholdsspiller i håndbold, Jørgen Leth, forfatter og filminstruktør samt Mette Terkelsen, tidligere bestyrelsesmedlem i Team Danmark og lektor i journalistik.

Se hele kommissoriet for kanonudvalgets arbejde på: www.teamdanmark.dk

Yderligere oplysninger:

Carl Holst, formand for Team Danmark, tlf.: 40 32 52 10
Søren Riiskjær, direktør i Team Danmark, tlf.: 20 23 66 61
Martin Østergård-Nielsen, pressechef i Kulturministeriet, tlf.: 24 69 64 35