Klods Hans som skrive- og tegnekonkurrence for børn

Med H. C. Andersens eventyr om Klods Hans som inspiration tager Kulturministeriet i begyndelsen af 2006 initiativ til en landsdækkende skrive - og tegnekonkurrence for børn med Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary som protektor.

Konkurrencen er åben for alle børn i Danmark i skolernes 3. til 6. klasse og i landets billedskoler. 
 
Konkurrencen gennemføres af KulturPrinsen, udviklingscenter for kultur med børn og unge i Viborg, som et intensivt og interaktivt forløb i februar og marts 2006. Konkurrencen slutter 2. april, H.C. Andersens 201 års fødselsdag, og der vil være præmieoverrækkelse i maj måned.

Konkurrencen vil blive afviklet i tæt samarbejde med DR Radio Midt & Vest, der vil producere indslag baseret på konkurrencebidrag til brug for DR’s regionalredaktioner.

Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:

”Nu er den store fejring af H.C. Andersens 200-års jubilæum ved at være slut. Men når al spektaklet og alle festerne er overstået, så står det vigtigste stadig tilbage – eventyrerne. Der er ingen tvivl om, at den gamle digter ville have elsket at blive fejret med pomp og pragt. Men endnu mere ville han elske, at hans eventyr lever videre – at de bliver ved med at sætte gang i fantasien hos nye generationer og får børn til selv at digte videre.”

Dommerkomiteen består af Sebastian Klein (kendt af alle børn som Dr. Pjuskebusk), forfatteren Louis Jensen og billedkunstner Dorte Karrebæk. De vil finde en vinder blandt alle de indsendte tekster og en vinder blandt alle indsendte billeder. Præmierne er en oplevelse – et eller andet sted i Danmark for vinderen med hele sin klasse.

En præsentationsfolder med betingelserne for at deltage bliver udsendt til landets skoler og billedskoler i slutningen af januar.

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf: 3392 3598