Knap 13 mio. kr. til udsatte børns deltagelse i idrætten

Kulturminister Carina Christensen og velfærdsminister Karen Jespersen uddeler knap 13 mio. kr. til idrætsforeningers projekter for vanskeligt stillede børn.

Idræt kan hjælpe børn fra vanskelige kår til et få en bedre hverdag. Derfor støtter kulturminister Carina Christensen og velfærdsminister Karen Jespersen en række projekter til udsatte børns deltagelse i idrætten. Samlet skal projekterne gøre det lettere for eksempelvis børn anbragt uden for hjemmet og overvægtige børn at komme til idræt.

Kulturminister Carina Christensen udtaler:

”Alle børn og unge skal gerne have samme mulighed for at dyrke idræt. Idrætten kan være nøglen til en bedre tilværelse. Men det skal være idræt på de forskellige børns vilkår og forudsætninger. Derfor har vi nu uddelt næsten 40 mio. kr. til idræt for vanskeligt stillede børn, for at så mange børn som muligt kan finde en måde at dyrke leg og motion på, så det bliver et morsomt og glædeligt indslag i hverdagen.”

Velfærdsminister Karen Jespersen udtaler:

”Det har været og er stadig regeringens politik at styrke kommunernes og idrætsforeningernes muligheder for at hjælpe børn med svære vilkår til også at kunne deltage i idræt. Det styrker deres selvværd, det gavner børnenes sundhed, og de får måske knyttet uvurderlige kontakter til andre børn.”
 
Puljen ”Idræt til vanskeligt stillede børn” er på 10 mio. kr. årligt i perioden 2005 til 2008 og i alt 40 mio. kr. I denne ansøgnings- og tilskudsrunde er der ydet 12,7 mio. kr. til 30 projekter i idrætsforeninger. De bevilgede projekter fordeler sig over hele landet: tre i Nordjylland, 11 i Midtjylland, syv i Sønderjylland og Fyn, to på Sjælland, seks i hovedstadsregionen og et landsdækkende projekt.

Yderligere oplysninger:

Pressechef Martin Skovmand, Kulturministeriet, tlf.: 33 92 35 98
Presseansvarlig Jesper Termansen, Velfærdsministeriet, tlf.: 33 92 47 49
Fuldmægtig Biørn Bakdal, Velfærdsministeriet, tlf.: 33 92 4158
Konsulent Rosa Cedermark, Kulturministeriet, tlf.: 33 92 90 53

Følgende projekter støttes:  

     

  • Dansk Skoleidræt, Pigezonen: 267.000 kr.
  • Aabyhøj Idrætsforening, gymnastik for børn m/motoriske vanskeligheder: 10.400 kr.
  • Sydøstlollands Gymnastikforening, bevægelsestilbud til overvægtige: 120.500 kr.
  • Skovbakken Fodbold, fastholdelse af børn fra mindrebemidlede familier: 46.000 kr.
  • Skelager Sport, BMX projekt: 200.000 kr.
  • Farum Tennisklub, kørestolstennis for børn: 34.800 kr.
  • Helle Svømmeklub, svømning for overvægtige børn: 6.000 kr.
  • Morsø IF m.fl., Idrætstilbud til handicappede børn og unge på Mors: 125.000 kr.
  • Esbjerg Karate Klub, karate for vanskeligt stillede børn: 750.000 kr.
  • Danmarks Brydeforbund, brydning for vanskeligt stillede børn: 500.000 kr.
  • Nyborg Idrætssamvirke, partnerskab ml. foreningsliv og specialskole: 150.000 kr.
  • Svømmeklubben HASI, svømning for handicappede børn: 18.000 kr.
  • Dansk Handicap Idræts-Forbund, idrætskraftcenter for børn og unge: 313.500 kr.
  • Gymnastikforeningen Hundested, idrætsindsats for svært overvægtige: 110.000 kr.
  • NørreBronx Sport, idrætstilbud til vanskeligt stillede børn: 214.000 kr.
  • Nørrebro Taekwondo Klub, idrætstilbud til 5-11 årige børn: 490.000 kr.
  • Fit for Kids, børnevægttabs- og træningsforløb: 368.000 kr.
  • AGF af 1980, idrætsprojekt for udsatte og anbragte børn: 900.000 kr.
  • Skovdalens Gymnastikforening, idrætsprojekt for overvægtige: 60.500 kr.
  • Somali Community, idrætsprojekt for nydanske børn og unge: 660.000 kr.
  • DGI Midtjylland, idræt for anbragte børn/unge  i det lokale foreningsliv: 2.698.500 kr.
  • DGI Østjylland, idræt for børn med særlige behov: 120.000 kr.
  • Herning Forenede Håndboldklubber, fra gaden til banen: 78.000 kr.
  • DGI Fyn, fælles fynsk indsats for overvægtige børn: 2.000.000 kr.
  • Hørning Gymnastikforening, gymnastik for handicappede børn´: 19.000 kr.
  • Dansk Golf Union, golf for vanskeligt stillede unge: 1.200.000 kr.
  • Kvaglund IF m.fl., fastholdelse af frivillige til arb.m.vanskeligt st. børn: 150.000 kr.
  • Broen – Horsens, Aktivt idrætsliv for vanskeligt stillede børn: 800.000 kr.
  • Helsingør IF Atletik, Maxisport for vanskeligt stillede børn: 210.000 kr.
  • Futbol de Calle, gadefodbold, reserveret beløb, betinget af tilskud fra IM: 100.000 kr.
  • I alt: 12.719.200 kr.