København får IOC-kongressen i 2009

Den internationale olympiske komité har netop besluttet at tildele København værtskabet for IOC-kongressen i 2009.

København blev foretrukket frem for seks andre byer over hele verden.

IOC-kongressen regnes for at være en af verdens største internationale begivenheder. Den vil trække tusindvis af mennesker til København, sikre en øget omsætning i byen på flere hundrede millioner og bringe landets hovedstad i fokus over hele verden. Desuden indebærer værtsskabet også en betydelig styrkelse af byens muligheder for at øge sin turisme- og konferenceindustri. 

Kulturminister Brian Mikkelsen udtaler:

”Jeg er glad og stolt over, at København har fået tildelt IOC-kongressen for 2009. Dette er en stor dag – ikke bare for hovedstaden, men for hele Danmark. Tildelingen af værtsskabet for en IOC-kongres vil udgøre en generel styrkelse af danske muligheder for at gøre sig gældende internationalt. Jeg betragter det også som et stort skridt fremad for regeringens bestræbelser på at tiltrække store sportsbegivenheder til Danmark, og jeg vil gerne takke DIF, Idrætsfonden Danmark og TSE Consult for at have ført en topprofessionel kampagne. Jeg har været meget imponeret af den vilje og engagement, som er lagt for dagen for at sikre København sejren. Jeg vil også gerne bemærke, at vi gennem hele forløbet har haft et rigtig godt samarbejde med Københavns kommune.”

Brian Mikkelsen understreger, at der ikke er nogen sammenhæng mellem IOC´s beslutning og Muhammed-sagen:
”De to sager har intet med hinanden at gøre. Det vil være en fejltagelse at forsøge at koble dem sammen. Man kan tværtimod sige, at IOC´s beslutning understreger, at komiteen er i stand til at skelne sport fra politik.”

København vandt efter 6 afstemningsrunder, hvor byerne faldt fra i denne rækkefølge: Først Athen, så Riga, Singapore, Taipei, Bhusan og til sidst Cairo. København fik mellem 39 og 47 stemmer i hver af de indledende runder og førte i alle runder. Den afgørende afstemningsrunde mellem København og Cairo endte med stemmerne 59 – 40 i favør for den danske hovedstad.

Yderligere oplysninger:

Kontorchef Peter Schønning, tlf: 3392 3568
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf: 3392 3598