Kulturarv klædes på til dansk sommervejr

Kraftige regnskyl er efterhånden blevet en fast del af den danske sommer. I fredags blev Danmark ramt af endnu et skybrud, og det er noget man ser på med alvor i Statens Arkiver. De store mængder regn kan nemlig true vores fælles kulturarv og sidste år blev det en bekostelig affære.

Sommeren er over os, men hos Statens Arkiver er man i gang med at skrive advarsler til myndigheder, styrelser og kulturinstitutioner landet over. For det er kun ét år siden det kraftige skybrud i Danmark, som blev en bekostelig affære for de ramte. Hurtig indgriben begrænsede tabet af den arkivalske kulturarv sidste år, men klimaforandringer på verdensplan har medført, at vi har flere voldsomme regnskyl i vente. Derfor er Statens Arkiver proaktiv i arbejdet med at sikre at det ikke går ud over de bevaringsværdige arkivalier, som stadig ligger ude hos myndigheder, institutioner og styrelser.

”Vi har i Statens Arkiver moderne styringssystemer, der sikrer at kulturarven opbevares i optimale temperaturer og i den rette luftfugtighed ude i vores magasiner. Vi er blandt de førende i verden på dette område. Men det er vigtigt, at de arkivalier, vi modtager løbende fra myndighederne er i god stand. Derfor er det vigtigt for os, at klæde dem på til det danske sommer- og efterårsvejr, så de ved, hvad de skal gøre, for at forebygge at vigtige dokumenter bliver vandskadet. Det er også afgørende at de ved, hvad der skal gøres, hvis uheldet er ude og skaden er sket”, fortæller rigsarkivar Asbjørn Hellum. 

Sådan undgår du vandskader

     

  • Placer aldrig det materiale som skal bevares direkte på gulvet
  • Hav mindst 15 cm mellem den nederste reolhylde og gulvet
  • I kælderlokaler skal der laves afløb med tilbageløbsstop
  • Sørg for at taget på lokalet, hvor du opbevarer materialet, er tæt og sikret mod regn og sne
  • Vandrør og dampførende rørgennemføringer bør ikke være i lokalet
  •  

Hvis skaden alligevel sker

Hvis uheldet er ude og en af de institutioner der leverer arkivalier til Statens Arkiver rammes af vandskade, skal stedet med det samme anmelde det. Statens Arkiver udarbejder derefter en handlingsplan for den efterfølgende genopretningsindsats på materialet.

Læs mere på Statens Arkivers hjemmeside

Få flere gode råd og læs Statens Arkivers retningslinjer