KULTURMINISTER CARINA CHRISTENSEN STØTTER NY FORFATTERSKOLE PÅ FANØ

Unge forfatterspirer på Fanø får nu mulighed for at afprøve deres skrivetalent på en nyetableret forfatterskole for unge.

Projektet består af to gange en uges begynderkursus i efterårsferien i 2009 og 2010 for de unge på Fanø. Derudover vil der blive afholdt forfatteraftener med nogle af de litterære profiler som er bosiddende på Fanø for på den måde at skabe en synergieffekt mellem de fastboende litterater og de unge forfattere.
 
Kulturminister Carina Christensen støtter projektet med 305.000 kr. og udtaler:
”Går man rundt med en lille forfatterspire i maven, er det utrolig gavnligt at få muligheden for at udforske sit talent og møde inspirerende professionelle forfattere. Her er forfatterskolen på Fanø en glimrende mulighed for de unge til at opnå et lærerigt kendskab til det skrevne ord og udforske deres læse- og skriveevner. Hvem ved, - måske forfatterskolen på Fanø kan være med til at forme nogle af Danmarks kommende store forfattere?” 

Forfatterskolen for unge på Fanø er ét ud af de ti nye projekter for børn og unge, som støttes af Regeringens kampagne Læselyst. En kampagne som har fokus på at gøre det sjovt for børn og unge at skrive og læse. Kampagnen sker som led i det Læselystprogram, som Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og Velfærdsministeriet er fælles om i 2008-2010.
Der uddeles 2 mio. kr., som fordeles mellem de forskellige litterære projekter for unge og læselystaktiviteter for skolebørn.

Yderligere oplysninger
Pressechef Martin Skovmand, tlf.: 33 92 35 98