Kulturminister Per Stig Møller støtter udviklingen af kulturlivet i Nordjylland

I forbindelse med den eksisterende kulturaftale mellem kulturministeren og Kulturregion Nordjylland har kulturminister Per Stig Møller besluttet at støtte 11 udviklingsprojekter i området med over 7 mio. kr. i løbet af 2010, 2011 og 2012.

Det drejer sig bl.a. om projekter målrettet forbedring af talentplejen inden for den rytmiske musik, billedkunst, dans mv., en international Wagnersangkonkurrence og en digitalisering af Det Danske Udvandrerarkivs unikke samlinger, som løbende er skabt af emigrerede danskere.

Kulturminister Per Stig Møller udtaler:

”Vi skal have et rigt og mangfoldigt kulturliv i hele landet. Kulturregion Nordjylland har nu taget initiativ til en række projekter, som har til formål at øge kvaliteten og synligheden af det samlede kulturområde i Nordjylland. Det vil jeg gerne bakke op om.  Derfor har jeg valgt at støtte 11 vidt forskellige kulturprojekter, som dog har det til fælles, at de er skabt af kompetente kulturaktører i et samarbejde på tværs af kommunegrænser og i mange tilfælde også på tværs af landegrænser. Jeg glæder mig til at se resultatet af de mange kreative, udviklende og inddragende projekter, nordjyderne nu sætter i søen.”

Kulturregion Nordjylland består af et samarbejde mellem Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Morsø, Thisted, Jammerbugt, Aalborg, Rebild, Vesthimmerlands og Mariager Fjords Kommuner samt Region Nordjylland.

Læs mere om kulturaftaler mv. 

Yderligere oplysninger:

Kontorchef Per Voetmann
Kulturministeriet, tlf.: 33 95 45 62

Kulturkoordinator Anna B. Sørensen
Aalborg Kommune, tlf.: 99 31 41 74