Kulturministeren besøger Letland

Kronprinsparret og kulturminister Mette Bock besøger den 6.-7. december 2018 Riga i Letland. Det sker i anledning af 100-året for Letlands selvstændighed og som en del af den danske kultursatsning i Letland og de øvrige baltiske lande.

Kulturminister Mette Bock siger:

“Letland og Danmark minder meget om hinanden. Vi er små lande, som er robuste, men som samtidig er meget afhængige af samarbejdet med andre lande. Danmark var blandt de første til at anerkende Letlands selvstændighed, og Det Danske Kulturinstitut var den første udenlandske repræsentation i Letland.

Kulturen spiller en vigtig rolle i Letland, og det skaber gode muligheder for kulturudveksling, samarbejde og partnerskaber. Det skal vi holde fast i og videreudvikle. Også innovation og forskning spiller en afgørende rolle for væksten i Letland ligesom i Danmark. Jeg ser derfor frem til besøget i Letland, hvor jeg kan få gode og inspirerende input, der også kan anvendes i en dansk sammenhæng.”

Udvalgte programpunkter

Programmet indeholder en række punkter inden for kunst, kultur, medier og innovation og politiske møder: 

  • Kulturminister Mette Bock mødes med den lettiske præsident og den lettiske kulturminister
  • Kronprinsparret og den lettiske præsident lægger blomster ved Frihedsmonumentet, der er et vigtigt symbolsk sted, der blev rejst for 100 år siden. 
  • Åbning af konferencen om kreative industrier på Art Museum Riga Bourse.
  • Besøg på udstillingen “A Century of Latvia” på Letlands Nationalhistoriske Museum. 
  • Bogdonationsceremoni på Letlands Nationalbibliotek med overrækkelse af bog v. H.K.H. Kronprinsen.
  • Kulturminister Mette Bock mødes med fremtrædende lettiske medierepræsentanter for at tale om tendenser inden for lettiske medier, transparens og beskyttelse af pressefriheden.
  • Koncert med Concerto Copenhagen i koncerthuset Great Guild.

Baggrund

Besøget er en del af det danske bidrag til fejringen af 100-året for Letlands og de øvrige baltiske landes selvstændighed samt den danske kultursatsning i Letland. Satsningen blev indledt i januar 2018 med besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen, og året igennem har der været talrige fejringsbegivenheder, bl.a. inden for musik, film, scenekunst, museumssamarbejde og arkitektur. Kulminationen på fejringen i Letland er den 6.-7. december, hvor Kronprinsparret og kulturministeren besøger Riga.

Letland er sammen med de øvrige lande i Østersøområdet et satsningsområde for Det Internationale Kulturpanels strategi for 2017-2020. Formålet med satsningen er at styrke og forny dialogen og de kulturelle bånd Danmark og de baltiske lande imellem. Satsningen koordineres med Det Danske Kulturinstitut i samarbejde med de danske ambassader i de tre baltiske lande. 

Det Internationale Kulturpanel består af Kulturministeriet, Udenrigsministeriet, Erhvervsministeriet og centrale aktører inden for Danmarks kulturudveksling med udlandet.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16