Kulturministeren giver tilskud til Renæssanceåret 2006

Kulturministeren har besluttet at bruge 1,4 mio. kr. af tipsmidlerne til projektet Renæssanceåret 2006.

Renæssanceåret 2006 er et projekt, som gennem arrangementer og forskning vil markere og formidle renæssancens kultur inden for arkitektur, litteratur, musik og billedkunst. Projektet vil involvere mange institutioner over hele landet.

Bag projektet står en initiativgruppe bestående af repræsentanter fra Nationalmuseet og Århus Universitet. Gruppen har tidligere taget initiativ til og gennemført Middelalderåret i 1999.

Kulturministeren agter gennem tipsmidlerne at yde tilskud på 1,4 mio. kr. til projektet. Resten af udgifterne til projektet forventer initiativgruppen at få dækket af de involverede institutioner og gennem tilskud fra en række fonde.

Brian Mikkelsen udtaler:

"Renæssanceåret 2006 er en god ide, som jeg bakker fuldt op om. Det er en spændende måde at formidle en bestemt historisk periodes kunstneriske og kulturelle udtryk med aktiviteter over hele landet. Renæssancen er ligeledes en periode, hvis ideer og kultur fortsat har stor relevans for vores samtid. Det glæder mig også, at folkene bag projektet er de samme, som i 1999 med stor folkelig bevågenhed og mere end 800 arrangementer over hele landet gennemførte Middelalder 99. Med tilskuddet håber jeg, at markeringen af renæssancen kan få den samme succes."

Yderligere oplysninger:

Kontorchef Niels-Jørgen Nielsen, tlf.: 3392 3525.
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, tlf.: 3392 3598, mob.: 2469 6435.